"Ægte styrke ligger ikke i evnen til at besejre andre, men i evnen til at overvinde sig selv. Den mand, der kender sine egne svagheder, er langt stærkere end den, der aldrig møder modstand."
Resume:
I mit seneste indlæg tog jeg et dybere kig på "alfahan-influenceren" og den indflydelse, denne type influencer har på især unge mænd og teenagere. Alfahan-filosofien fokuserer på selvstændighed, disciplin, magt og succes uden kompromis, hvilket kan virke tiltrækkende på en generation, der føler sig presset af samfundets krav om præstation. Jeg diskuterede også de potentielle faldgruber ved denne filosofi, herunder hvordan den ofte er en nøje iscenesat brandingstrategi, der taler direkte til unge, der er på jagt efter en følelse af kontrol og retning i deres liv.
I dette indlæg reflekterede jeg også over, hvordan curlingforældre kan have bidraget til, at nogle unge mænd søger efter rollemodeller, der udstråler den selvstændighed og styrke, de måske føler, de mangler. Samtidig berørte jeg de etiske spørgsmål omkring de mere ekstreme dele af alfahan-mentaliteten, som risikerer at opbygge en falsk identitet baseret på facade og materialistisk succes.
I denne anden og sidste del af "Alfahan Influencer" emnet, tænker spekulerer jeg dybere ind i "Whatever it takes" mentaliteten, samt betydningen af det at være en rigtig mand.
Hvor går grænsen ved jagten på at opnå alt man har drømt om?
Er man i virkeligheden klar over hvad man risikere at ofre for at søge sine mål med skyklapper på?
Er en Alfahan virkelig den eneste sande måde at beskrive en succesfuld man på?
Whatever it takes!
"Whatever it takes er den mentalitet som Alfahan influenceren prædiker, og betyder groft sagt, at man skal gøre hvad der skal til for at opnå den respekt os succes, som vi alle jo egentligt drømmer om. Det er en mentalitet som mange både på godt og ondt har taget til sig i jagten på at nå toppen, men det er samtidig et begreb der som alt andet kan og vil blive gradbøjet, hvis ikke det udpensles klart og tydeligt.
For hvad betyder det at være "villig til at gøre alt"? og vigtigere endnu:
hvor går grænsen mellem målrettethed og destruktiv/narcissistisk adfærd?
Når jeg søger dybere ind i det, kan jeg faktisk konstatere at en del af influencerne klart har sat en grænse for hvor langt de mener det er forsvarligt at gå:
En kendt iværksætter under streger vigtigheden af balance og etik, samt ikke at ofre sin lykke eller personlige integritet for succes
En anden succesfuld influencer og vært for en podcast, taler ofte om behovet for, hvor meget man skal give af sig selv, og fremhæver at det er vigtigt af finde balancen imellem ambition og sundhed.
En personlig udviklings ekspert har i flere artikler diskuteret emnet, og påpeget at denne mentalitet er kraftfuld, men at der skal sættes grænser. Han understreger ydermere, at selvom det kan være vigtigt at stræbe efter succes, skal det ske indenfor etiske rammer!
Udefra dette kan man jo heldigvis konkludere, at emnet er under fokus, men jeg kan samtidig konstatere, at det ikke nødvendigvis er alle, som har sat grænsen for hvor langt de mener man skal gå.
I mit første indlæg om "Alfahan-influencerne" er jeg inde på to af slagsen, som nok menes at være de mest toneangivende – både på godt og ondt. I den ene influencers tilfælde henviste jeg til en artikel, hvor der blev argumenteret for, at det image, vedkommende havde bygget op, måske i virkeligheden var en udtænkt brandingstrategi, som skulle appellere til livet som en ultimativ mand. Brandingstrategien gik ud på at leje diverse luksusgenstande med det formål at indikere, at "livet i luksus" med mange fester og smukke kvinder var ren og skær hverdag for vedkommende. I dette tilfælde kunne jeg fristes til at tro, at det dybest set handlede om at få unge mænd ind som betalende kunder ved, gennem en opstillet illusion, at fremvise, hvad man kan opnå ved at se op til ham som rollemodel. I dette tilfælde kan man nok godt konkludere, hvad hans pointe med ordene "Whatever it takes" i bogstaveligste forstand er, og jeg behøver ikke uddybe yderligere, så vi hopper videre til den næste.
Den anden, jeg nævnte i blogindlægget, var den britiske alfahan, som i skrivende stund er tiltalt for en række forbrydelser i et andet europæisk land. Tiltalerne lyder blandt andet på menneskehandel og ledelse af en kriminel gruppe, som angiveligt har udnyttet kvinder. Om det er sandt eller ej, må retten afgøre, men de nægter sig skyldige, og det må man jo acceptere. Det, der springer mig i øjnene, er, at det ikke er første gang, vedkommende er i søgelyset. Han har nemlig sammen med sin bror været involveret i andre kontroversielle forretningsaktiviteter, herunder webcam-industrien. De havde angiveligt rekrutteret kvinder, som de overtalte til at producere pornografisk materiale. Forretningsmodellen involverede brugen af sociale medier til at tiltrække kunder til deres webcam-tjenester, hvor kvinderne så interagerede med brugerne mod betaling. Dette har senere ført til anklager mod brødrene, fordi kvinderne angiveligt er blevet manipuleret til at producere seksuelt indhold mod deres vilje.
Her kommer så min pointe...
Hverken den britiske eller den førstnævnte alfahan-influencer har tydeligt fastsat grænsen for, hvor langt man skal gå for at opnå succes. Er de mennesker, der stadig hylder denne mentalitet, overhovedet klar over, hvad de må ofre for at nå dertil?
Skal man virkelig være villig til hensynsløst at ødelægge relationer for at nå toppen? Og hvis man er, er man så klar til at stå til ansvar? For vi kommer alle til at stå til ansvar for vores handlinger på et tidspunkt, og konsekvenserne af faldet er som regel altid de værste, når man falder fra øverste etage.
"Kan man virkelig være så naiv, at man forsikre sig om at kampen er slut, idet man når toppen?"
Tror nogle mennesker virkelig på, at når de først når toppen, er kampen slut, og at de nu trygt kan læne sig tilbage i kontorstolen med fødderne oppe på skrivebordet og en cigar i munden? Jeg tror, at mange direktører, influencere og selvstændige vil give mig ret i, at sandheden er en ganske anden. Kampen for at nå toppen bliver nemlig afløst af kampen for at blive der. Nogle mennesker er måske ikke klar over, at med succes følger forpligtelser, og at deres arbejde risikerer at blive mere en livsstil end blot et job. Dette gælder selv for influencerne, som konstant skal holde øje med deres konkurrenter og hele tiden finde nyt materiale, der kan fastholde deres følgere. Derfor risikerer man at bruge mere tid på at jagte penge end på faktisk at nyde dem.
Fra mit perspektiv må det værste dog være erkendelsen af, hvad man bliver nødt til at ofre undervejs for at tilpasse sig denne fuldtidsbeskæftigelse. Mener jeg så, at man ikke bør søge at opnå sine ambitioner?
Selvfølgelig gør jeg ikke det!
For mig handler det mere om, hvordan man vælger at målrette sig efter sine ambitioner, end om hvilke mål man har. Vælger du i bedste alfahan-stil at feje alle af banen uden en klar strategi, men i stedet forsøger hensynsløst at dominere din vej opad, vil du blive udspillet. Vi mennesker er nemmere at gennemskue, end vi selv tror, og min erfaring siger mig, at de mest højtråbende og åbenlyse stræbere sjældent har hovedet med sig. De har så travlt med at gøre opmærksomme på sig selv og deres flid, at de ikke opdager, at de nu har afsløret præcis hvilket spil, de spiller, og hvilke regler der gælder – og nu kan vi andre også spille med! Den slags typer holder sjældent længe. Deres kolleger holder dem på afstand, og med tiden gør de sig også negativt bemærket af dem, som sidder på de positioner, "stræberen" sigter efter.
"Dyden er midtpunktet mellem to laster, hvoraf den ene er overflod og den anden er mangel" - Aristoteles
Balancen mellem to yderligheder
To af de største græske filosoffer Platon og Aristoteles mente begge at nøglen til et lykkeligt og meningsfuldt liv, skal findes mellem to yderligheder "Man skal ikke udvise fejhed, og ej heller dumdristighed, man skal være modig" og "Vi bør hverken være nærige eller overdådige, men vi skal være gavmilde" disse to sætninger beskriver deres etiske holdninger bedst, og jeg tror at alle forstår budskabet, men vi skal dog lige huske på at disse banebrydende filosoffer levede og havde deres storheds tid ca. år 330 fvt. og mange kan nok ikke relatere til tekster som man må en tur til museet for at læse originalen af, samtidig kan de let stemples "Out of date" i forhold til nutidens hektiske og til tider meningsløse samfund (En ting jeg ikke er helt enig i, for hvis man læser deres problemstillinger dengang, ser man faktisk skræmmende mange ligheder med idag, men den tager vi en anden gang).
Jeg har til gengæld et tilsvarende og mere moderne bud, men absolut ikke mindre værd!
Den canadiske psykologi professor og forfatter Jordan Peterson beskriver i sin bog "De 12 regler for livet" at balancen imellem yin og yang repræsentere det nødvendige sammenspil imellem Kaos(yin) og Orden(yang). Kaos ikke kun lidelse, man også det uvisse, altså det man ikke ved. Orden siger lidt sig selv, men er alt det trygge og ordentlige vi kender til. Han argumentere for at vi ikke udelukkende kan føre en tilværelse ved kun at holde på den ene side af grænsen. For selv kaos kan opstå i ordenens trygge rammer, og sorg, dødsfald, og alt andet elendighed rammer hårdest, når man godtroende kun befinder sig i det man kender til. At føre sin tilværelse i Kaos og konstant uvidenhed vil jo heller ikke være holdbart. Han mener derimod at balancere på midten, hvor den ene fod er plantet i "Orden" og den anden fod plantet i "Kaos" er nøglen til personlig vækst, og et afbalanceret liv. Det har altid for mig været en glimrende alternativ! Ved at være delvist i sine trygge rammer som man kender, har man en del af sig selv plantet i fornuften, imens man med den anden fod søger rundt i det "uvisse", og det kunne jo evt være at søge de ambitioner, man ikke før har turdet tage springet for at opnå. På den måde kravler man op ad stigen, men har stadig fornuften og kendskabet til sig selv med på turen. Jordan Petersons bøger har jeg fundet meget inspirerende, men er stadig de værker som jeg har måtte "vride min hjerne" mest for at danne min fortolkning af, og det samme kan siges om livet. Det handler om hvordan vi hver især tolker livet, og grænserne for hvor langt vi er villige til at gå for at opnå på den korte tid vi nu har. Det vigtigste er bare at man husker at få sine egne værdier med.
En Rigtig mand
En anden filosofi, som jeg har set blomstre op på de sociale medier er Stoicismen. Det glæder mig selvfølgelig, man hvad er det og hvad har det af relevans?
"Vær som klippen, mod hvilken bølgerne bryder sig – og den står fast, mens skummet fra de slag, der rammer den, synker ned omkring den." - Marcus Aurelius
Stoicismen stammer fra Grækenland og kan dateres tilbage til omkring år 300 f.v.t. Den stoiske filosofi handler om at finde indre ro ved at acceptere det, vi ikke kan kontrollere, og i stedet fokusere på, hvad vi kan gøre noget ved. Stoikere mener, at lykke ikke kommer fra ydre objekter som rigdom eller status, men fra vores tanker og handlinger. Ved at bevare roen under medgang og fokusere på vores egen reaktion kan vi leve et mere balanceret og tilfredsstillende liv. Det er ikke bare en af de mest interessante, men også en af de mest relaterbare filosofier, jeg har beskæftiget mig med. Er det måske idealet, vi bør søge?
Jeg tror netop, at når Alfahan-influenceren, den stoiske livsfilosofi-ekspert eller en anden "guru" dukker op på de sociale medier, kan man nemt komme i tvivl om sit eget "mandlige væsen" og blive overbevist om, at SoMe-profiler med mange følgere og endnu flere likes har nøglen til, hvad det vil sige at være en rigtig mand. Behøver jeg sige, at det ikke er sandheden? Husk på, at du ikke er sat i verden for at opfylde nogen eksterne krav til hverken din væremåde eller eksistens. Hvis man skulle tilpasse sig til, hvad influencere mener er nøglen til "den ultimative identitet," ville man ende med at have flere ansigter end en teaterskuespiller med mange år på bagen. Filosoffen Sokrates bejlede stærkt til menneskets egen fornuft, og han skulle have udtalt: "Den, som ved, hvad der er rigtigt, vil også gøre det rigtige." Overført til mit budskab lyder det sådan:
"Jeg tror, at ved bare at have en smule kendskab til sig selv, kan du bedst selv pege i den rigtige retning af, hvad der føles rigtigt for dig."
Jeg tror, at ved hjælp af selvindsigt og sund fornuft kan man danne sig et omrids af den person, man i virkeligheden er, og også arbejde ud fra det, hvis man ønsker det. At kende sig selv vil lære dig mere end søgefeltet på sociale medier nogensinde kan eller skal. For som vi alle ved, fører jalousi i bund og grund til dårligere selvværd. Du skuler måske misundeligt over på naboens nyrenoverede hus, dyre bil og høje stilling, men hvad ved du egentligt om ham? Han skuler måske ligeså misundeligt tilbage, når du render i haven og leger med dine børn.
At være godtroende og forvente, at karmaen sender det tilbage, er jeg heller ikke tilhænger af, for frustrationerne vil komme til udtryk på en anden måde, bevidst eller ubevidst. Hvad nytter det at sige ja til mere arbejde, fordi du fejlagtigt tror på, at det bedste i alle mennesker er vejen frem, uvidende om at dine kollegaer har fanget op på det, og at den "gode kollega" er blevet afløst af "manden, der aldrig siger nej"?
Når du så kommer hjem og sparker til katten, råber af ungerne og ødelægger husfreden, alt imens din irriterende, men sandfærdige samvittighed fortæller dig, hvad du burde have sagt på arbejdet, vil du så bilde dig selv ind, at den syngende lussing, som din retfærdighedssans forhåbentlig giver dig, ikke er berettiget? For inderst inde ved du jo godt, hvilket ord på tre bogstaver du burde have sagt, som ville have løst det hele på stedet, og efter et par minutters pinlig tavshed ville have føltes rart, alt imens dine kollegaer søgende havde set sig omkring efter et nyt offer.
Jeg tror på, at indsigten vil give dig flere svar end udsigten, og at din fornuft vil bringe dig mere lykke end en blankpoleret og iscenesat falskhed.
Konklusion
I min fritid redigerer jeg motivationsvideoer, både på TikTok og Instagram. Det sidste års tid har jeg eksperimenteret lidt—“små forsøg,” kan man godt kalde det. Det klare resultat af dette er, at jeg oplever, at videoer med en hård motivationsretorik får langt mere positiv aktivitet end videoer med budskabet "Du er god nok, som du er." På min TikTok uploader jeg også citater fra forskellige personer om forskellige aspekter af livet. Her har jeg fundet ud af, at citater med hårde og sørgelige budskaber omkring livets mange dilemmaer får mere aktivitet end citater med positive budskaber. Hvorfor er det?
Er det fordi, at de hårde og direkte sandheder omkring livet er mere relaterbare end den mere positive tilgang? Er det fordi, at citater vedrørende livets hårde dilemmaer er mere relaterbare end "Det hele er fantastisk"? Hvis det er tilfældet, er det så ikke et spørgsmål om tilgangen?
Charles Darwins evolutionsteori om, at "kun den stærkeste overlever," kan til tider føles ligeså meget som et faktum, som det er en del af naturens til tider kyniske orden. Ligeledes er det at tro, at succes kommer dumpende ned i dit skød, en ligeså naiv tilgang til livet som at forvente en tilværelse uden modgang. Dybest set har vi alle sammen en pligt til at tage ansvar for vores eget liv, og hvordan vi tolker det, er jo op til enhver at bedømme. For mig handler det mest om ærligt at kunne se sig selv i øjnene og smilende konstatere: "Du har gjort, hvad du kunne."
Tak fordi du læste med.
Husk at melde dig i facebook gruppen, hvor der løbende opdateres, både vedrørende bloggen, men og hvad der foregår bag masken. Samtidig kan du også tllmelde dig nyhedsbrevet, og derved ikke gå glip af fremtidige indlæg.
Kilde efter afsnit:
Whatever it takes https://edition.cnn.com/2024/04/26/europe/andrew-tate-rape-case-trial-romania-intl/index.html
Commentaires