top of page
officialhistory101

Et Godt Menneske: Næstekærlighed Eller Egoistisk Motiv



Mand i jakkesæt giver penge til en hjemløs person med den ene hånd, mens han tager en selfie med den anden hånd. Scenen symboliserer handlinger, der ser ud til at være hjælpsomme, men som i virkeligheden er motiveret af ønsket om personlig anerkendelse. Den hjemløse person sidder træt med en taknemmelig mine, mens manden smiler stolt ind i kameraet
Er hjælpen ægte, hvis den kun gives for at blive set? Når kameraet fanger øjeblikket, fanger det så også vores intentioner?


"At være et godt menneske er ikke altid en rejse mod at gøre det rigtige, men snarere en kamp for at forstå, hvad 'rigtigt' virkelig betyder. Kan vi nogensinde handle fuldstændig uselvisk, eller ligger der altid en del af os selv i vores handlinger?"



Det at være et godt menneske, tror jeg, vi alle i selvindsigtens lys har spekuleret over. Jeg tror dybest set, at vi alle gerne vil kunne se os selv i øjnene med "ren" samvittighed og en anerkendelse af, at "jeg er et godt menneske". Jeg ser også tilfælde, hvor godhedens ydre ikke kan skjule den egoistiske hensigts indre, og hvor "medmenneskelighed" i virkeligheden er selvpromovering. Men kan man i virkeligheden gøre en gerning i god tro, uden at det på den ene eller anden måde bunder i egeninteresse? At vi mennesker skal hjælpe hinanden, er sikkert og vist, og det er jeg på ingen måde uenig i. MEN hvordan hjælper man bedst sine medmennesker? Giver man dem en håndsrækning i form af en skilling og beslutter sig som den gode samaritaner at være den, der påtager sig ansvaret for vedkommende? Eller giver man vedkommende en hånd til at rejse sig og en skulder at støtte sig til det første stykke af livets vej, så personen langsomt selv overtager styringen og til sidst kan fortsætte uden hjælp?


En ting, jeg oplever går igen, når det drejer sig om at være et godt menneske, er, at mange er af den opfattelse, at medmenneskelighed er det største, hvis ikke det eneste parameter, som begrebet bliver målt på. Men kan du i virkeligheden ikke risikere, at du giver for meget af dig selv? Og har du tænkt på, hvad der sker den dag, du ikke har mere at give af? For kan du i sandhed hjælpe hele verden, hvis ikke du selv har det godt?


Dette emne har jeg tænkt over det sidste stykke tid, og alle aspekter og vinkler taget i betragtning, kan jeg ikke afvise, at det er sidste gang, jeg tager dette emne op.



"Jeg har spildt min tid"


Hvordan vi definerer os selv, og hvad det vil sige at være "et godt menneske", kan jo diskuteres i det uendelige. Det vigtige at være opmærksom på, i mit perspektiv, er forskellen på at være hjælpsom og at være godtroende. For hvad sker der, når du ikke har flere ressourcer at give af?


"Nogle mennesker ser din hjælp som en ret, ikke en gave – vær på vagt over for dem."

For noget tid siden havde jeg en samtale med en kvinde, der står mig meget nært. En kvinde, som altid har været det "positive lyspunkt," så snart hun trådte ind ad døren. Helt fra min barndom var hun kendt som "humørbomben" og havde altid et positivt indspark, når samtalerne faldt på livet og menneskerne i det. Hun var vellidt af mange af de mennesker, hun havde omkring sig, og hun kunne med sin positive indstilling ændre mit tankemønster fra det negative til "Det skal sgu nok gå." Jeg har meget at takke denne kvinde for, og jeg har ved mange lejligheder også gjort det.


Med alderen begyndte vi dog at se en ændring. Hun blev mere hård i sin væremåde, og det positive livssyn, der næsten bogstaveligt talt havde stået om hende som en tåge igennem min barndom, ændrede sig til en stille og indelukket attitude. Selvfølgelig er hun stadig elsket, både af mig og af dem, som kender hende godt. Der herskede ingen tvivl om, at der var sket et drastisk personlighedsskift, og at der var noget, hun gik og kæmpede med, men ikke ville sætte ord på.


Den største ændring, jeg bemærkede, var hendes relation til andre mennesker – især personer, hun kun kendte i periferien. Hun gad dem simpelthen ikke og var ikke bleg for at sige det ligeud. Gnisten i hendes øjne var simpelthen væk. Denne hyggelige samtale, vi havde, faldt på mennesket, og jeg spurgte hende, hvad hun mente betegner et godt menneske. I stedet for et svar fik jeg en benhård erkendelse. Hun kiggede mig i øjnene med et ærgerligt blik og sagde:


"Jeg ville ønske at jeg ikke havde spildt mit liv på at hjælpe alle andre. Jeg har spildt min tid på at tænke og bekymre mig om alle andres problemer. Det gør ondt at se disse mennesker leve deres glade liv, imens jeg sidder alene tilbage. Ingen af dem har hjulpet mig, og ingen af dem bekymrer sig om mig. Jeg har spildt min tid"


Denne udtalelse satte en stor, fed streg under noget, som jeg måske allerede vidste inderst inde: at man i god tro kan hjælpe nok så mange mennesker, men hvad med dig selv? Har du ressourcerne til at hjælpe dig selv, hvis du bruger alt dit overskud på at påtage dig alle andres problemer? For når du løber tør og begynder at dele ud af dig selv, hvem har du så, der vil bruge sine ressourcer på at trække dig op?


En psykologilærer bad engang sine elever skrive ned, hvem der var vigtigst for dem, på et stykke papir, og han gjorde det samme selv. Eleverne fremlagde deres svar, og de havde skrevet deres familie, børn, kæreste osv. Psykologilæreren viste så klassen, hvad han havde skrevet. Det bestod kun af to ord: "Mig selv". Hans begrundelse var:


"Hvis ikke jeg har det godt, så kan jeg ikke give noget godt videre"


De små ting i livets store helhed.


I stedet for konstant at søge "det gode" igennem store medmenneskelige handlinger, kunne man så prøve at se på de handlinger, man allerede gør? Her snakker jeg mere specifikt om vores væremåde. De små ting i hverdagen, vi gør uden nærmere at tænke over. Smiler til en forbipasserende, holder døren for personen bag dig, hjælper en barnevogn over kantstenen, eller giver i forbifarten dine byttepenge til staklen udenfor butikken, som er værre stillet end dig selv. Handlinger, vi ikke tænker over, men bare "gør". Jeg tror, at sådanne handlinger, hvor end de virker ubetydelige, siger mere om vores hjælpsomme karakter, end vi selv tror, og jeg tror, de har endnu mere at sige i forhold til den store helhed.


Anerkendelse.


Karma er et begreb fra østlige religioner, som refererer til loven om årsag og virkning. Ens handlinger, gode eller dårlige, vil påvirke ens fremtid, enten i dette liv eller i et senere liv. Jeg mener dog også, at karma kan eksistere i en mere praktisk forstand. Hvis du hjælper et andet menneske, er vedkommende måske også villig til at hjælpe dig en anden gang. Ydermere vil personen prædike din venlighed til andre mennesker, så de også får et godt indtryk af dig – en slags positiv dominoeffekt, om man vil.


Men gør det dig til et godt menneske? Eller vil du blot blive anset for at være et godt menneske?


Det samme kan gøre sig gældende inden for religion, hvor medmenneskelighed og næstekærlighed er i højsædet. I de forskellige hellige skrifter står der, at ved at udvise næstekærlighed og andre dyder, vil retfærdigheden komme som en boomerang tilbage, i form af en belønning eller frelse i efterlivet.


Men hvis det, som binder os til at udvise barmhjertighed, er forventningen om en guddommelig belønning i efterlivet, er det så en retfærdig handling? Eller er det dybest set en handling, der hælder mod det egoistiske?


På de sociale medier ser man jo til tider eksempler på folk, som praler med de gode gerninger, de udretter. Min holdning til den blankpolerede illusion på de sociale medier har jeg før beskrevet, så det behøver jeg ikke gå dybere ind i nu. I stedet stiller jeg spørgsmålet:

Hvis du, efter "en god gerning", har travlt med at udbasunere det til alle, du møder, og i hast slår det op på de sociale medier, hvem har du så i virkeligheden hjulpet? Og gør det dig til et bedre menneske, at mennesker roser dig for dine handlinger?


I mange år har flere eksperter udtrykt, at vi mennesker har brug for anerkendelse. At få at vide "du er sgu god nok" af menneskerne omkring os er et selvtillidsboost, som også er en anerkendelse af, at vi gør det rigtige. Vi bliver anerkendt og kan dermed fortsætte som en godkendt del af flokken, eller samfundet, om man vil. Det udvisker samtidig også frygten for at blive holdt udenfor. Jeg tror, at denne søgen efter accept ligger i os alle, og jeg tror også, at vi alle ubevidst søger det, om man vil være ved det eller ej. Men det kan vi tænke dybere over en anden gang.


Til Slut


At hjælpe vores medmennesker ser jeg nok mere som en pligt end et valg, men på samme måde har jeg det også med det ansvar, vi har overfor os selv. Jeg er ikke ude på at udskamme nogen, og jeg siger i øvrigt ikke, at der nødvendigvis ligger egoistiske motiver bag hver handling. Mine perspektiver bunder i en nysgerrighed. Jeg er af den opfattelse, at det at søge indsigt i vores handlinger bringer os tættere på os selv og verden omkring os. Samtidig advarer jeg også mod egoistiske hensigter; der er jo forskel på at hjælpe folk, men samtidig have en sund skepsis i baghovedet, og blindt og naivt at springe til i god tro og ende som et godtroende offer.


Jeg vil gerne takke alle jer, som har taget jer tid til at sende støttende ord min vej, og jeg sætter stor pris på den sparring, jeg har oplevet (bliv endelig ved med det!). Jeg elsker konstruktive dialoger, og det hjælper mig til at se tingene fra andre vinkler! Det er overvældende, at nogen tager sig tid til at fortolke mine tekster. Tusind tak! Og tusind tak, fordi du læste med!


Husk at følge mig på Facebook, vi fortsætter debatten der, og tilmeld dig gerne mit nyhedsbrev, så går du ikke glip af fremtidige indlæg.

16 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page