Hvad er meningen med livet? Fem tankevækkende teorier fra filosofien
- Iter Mentis
- 16. sep.
- 9 min læsning
Opdateret: 25. sep.
Hvad er meningen med livet?
Dette spørgsmål har vi mennesker siden tidernes morgen søgt svar på -nogle i fortvivlelse, andre i forsøget på at fastlægge en retning i livet, som sjældent går som forventet. Vores søgen efter en mening med tilværelsen er måske ikke begrænset til et ultimativt facit, men snarere et svar, som afspejler vores egen tilværelse.
Filosofien har også givet sit bud. Hos Aristoteles knyttes formålet med livet til dyder og eudaimonia (det gode/blomstrende liv), som betyder at leve i balance. I den kristne tradition, ifølge Augustin, findes meningen i Gud og sjælens frelse.
Eksistentialismen (Kierkegaard og Sartre) appellerer til frihed og ansvar: vi må selv skabe vores mening gennem de valg vi træffer. Camus og Nietzsche peger på det absurde og nihilismen, hvor verden ikke rummer en forudgiven mening, og værdier må skabes. I Ubuntu og humanismen er svaret fællesskabet: “Jeg er, fordi vi er.”
I dette blogindlæg gennemgår jeg fem af de mest markante filosofiske teorier, og uddyber hvad de hver især mente meningen med livet er.
Indholdsfortegnelse
Kort overblik: Fem filosofiske bud på meningen med livet
Der findes ikke et endegyldigt svar på, hvad formålet med menneskets eksistens er. Alligevel har filosofiske retninger hver især givet hvert deres bud. Her er fem af de mest indflydelsesrige teorier, som jeg uddyber i dette blogindlæg:
Aristotelisk dydsetik (Aristoteles):
Livets mening forstås som eudaimonia – “det blomstrende/gode liv”, hvor mennesket udvikler dyder, lever i balance og realiserer sit potentiale gennem fornuft og fællesskab.
Kristen teologi (Augustin):
Meningen findes i Gud; tro, kærlighed og håbet om sjælens frelse giver livet formål frem for jagten på rigdom, status og jordiske goder.
Eksistentialisme (Kierkegaard, Sartre):
Der findes ingen forudgiven mening med livet; frihed og ansvar gør mennesket til skaber af sin retning i livet gennem valg, tro og personlig forpligtelse over for andre.
Absurdisme/nihilisme (Camus, Nietzsche):
Verden giver ingen garanti for mening. Camus opfordrer til at leve med det absurde, mens Nietzsche fremhæver behovet for at skabe nye værdier.
Ubuntu/humanisme:
Livets mening skal findes i relationer og fællesskab. “Jeg er, fordi vi er” udtrykker ideen om, at menneskelig værdighed og identitet formes i samvær med andre.
Aristoteles og eudaimonia
Allerede i antikkens Grækenland, var spørgsmålet om meningen med livet et centralt tema. For Aristoteles (384–322 f.v.t.) handlede det ikke om rigdom eller magt, men om at leve i overensstemmelse med menneskets natur. Han beskrev målet som eudaimonia, ofte oversat til “lykke”, “det gode liv” eller “det blomstrende liv”.
Telos og den gyldne middelvej
Ifølge Aristoteles har alle væsener et formål (telos). For planter er det at gro og bære frugt, for dyr at sanse og bevæge sig, og for mennesker er det særlige formål evnen til at bruge fornuften. Derfor handler livet om at vi skal udvikle og udøve vores fornuft gennem handlinger, der skaber balance og dyd. Dyd betyder her ikke blot moral i ensidig forstand, men evnen til at finde “den gyldne middelvej” mellem to yderpunkter. Mod ligger f.eks. mellem dumdristighed og fejhed, og generøsitet mellem fråds og nærighed.
Eudaimonia – lykke, nydelse og varig tilfredsstillelse
I Aristoteles’ filosofi er formålet med tilværelsen ikke fastsat af en guddommelig magt, men rodfæstet i menneskets egen natur. Søger man eudaimonia handler det derfor om at leve et godt liv, fremfor blot at føle sig godt tilpas. Han skelnede mellem nydelse, midlertidige fornøjelser og den dybere, varige tilfredsstillelse, der kommer af et liv levet i overensstemmelse med fornuft og dyd.
Jeg anser Aristoteles som en vigtig kontrast til senere filosoffer som Kierkegaard og Camus. Hvor Kierkegaard tematiserer valg og ansvar og Camus det absurde vilkår, fremhæver Aristoteles et liv i harmoni med menneskets natur og formål. For ham handler det ikke blot om at overleve dagen, men om at blomstre gennem dyd og fornuft.
Kristendommens syn på livets mening: Gud og sjælens evige frelse
I middelalderen blev spørgsmålet om livets formål tæt forbundet med kristendommen og den kristne filosofi om meningen med livet.
Den kristne filosof Augustin (354–430) formulerede det sådan:
“Uroligt er vort hjerte, indtil det finder hvile i dig, Herre.”
Meningen med livet ligger altså ikke i vi menneskernes egen natur, men i Gud, som alt liv stammer fra og vender tilbage til.
Ifølge Augustin er mennesket skabt til at leve i fællesskab med Gud. Derfor kan det ikke finde varig lykke i jordiske goder, magt eller nydelse. Det er kun i troen, i den guddommelige kærlighed og i håbet om evigt liv, at formålet med livet kan realiseres. Denne tankegang blev grundlæggende for hele den middelalderlige filosofi og teologi.
Middelalderens teologi og Aquinas
Thomas Aquinas videreudviklede idéen i 1200-tallet: menneskets fornuft kan føre til en vis forståelse af Gud, men den sande erkendelse er mulig alene gennem tro – et svar på tidens eksistentielle spørgsmål.
Denne kristne fortolkning af livets mening satte rammerne for europæisk kultur i næsten et årtusind. Hverdagslivet, moral, politik og videnskab blev forstået ud fra menneskets forhold til Gud og sjælens skæbne.
Kristendommens indflydelse i dag
Selvom kristendommen i dag ikke har den samme indflydelse, søger mange stadig svar på eksistentielle spørgsmål i troens fællesskab. Andre ser Augustins filosofi, som en historisk påmindelse om, hvor dominerende en indflydelse kristendommen engang havde på menneskets verdensbillede. Uanset hvad, mener jeg at Augustins perspektiv om, at den menneskelige eksistens skal ses i en større sammenhæng end blot individets egne ønsker.
Eksistentialismens perspektiv – Kierkegaard og Sartre
Med overgangen til nyere tid blev spørgsmålet om meningen med livet vendt på hovedet. Hvor antikken pegede på dyd og middelalderen på Gud, fremhævede eksistentialismen, at livet i sig selv ikke rummer en forudgiven mening. Ifølge filosoffer som Søren Kierkegaard (1813–1855) og Jean-Paul Sartre (1905–1980) er det den enkelte, der må skabe mening gennem sine valg.
Kierkegaard: den enkelte og valget
For Kierkegaard handler det om, at vi selv bærer ansvaret for at vælge, og at netop den frihed kan give angst – et svimmelhedens øjeblik, hvor alt er muligt, men intet er givet. For ham er eksistensen tæt knyttet til troen: først gennem det personlige spring mod Gud kan mennesket finde sin sande retning. Kierkegaard kritiserede “offentligheden” og understregede den enkeltes ansvar for at vælge det ægte frem for at forsvinde i mængden.
Sartre: Mennesket er dømt til frihed
Sartre videreudviklede denne idé inden for en mere sekulær kontekst. Hans berømte udsagn, "eksistensen går forud for essensen," understreger, at mennesket først eksisterer og derefter må definere sig selv gennem sine handlinger. Der findes ingen overordnet plan, ingen forudbestemt skæbne. Vi er "dømt" til frihed. Formålet med livet er således noget vi selv skaber gennem vores handlinger og valg.
Eksistentialismen mener altså, at der ikke findes nogen forudbestemt mening, og derfor må mennesket selv tage ansvar og skabe den. Hos Kierkegaard drejer det sig om den enkelte, angsten og det personlige spring (Tro). Hos Sartre formuleres det således at eksistensen går forud for essensen, og mener dermed at vi er “dømt” til frihed og ansvar for vores egne handlinger.
I modsætning til Aristoteles’ dyd og Augustins frelse lægger eksistentialismen vægten over på mennesket selv. Meningen med livet er ikke givet på forhånd, den skal skabes.
Camus og Nietzsche: Nihilismen og det absurde
Camus og det absurde
Eksistentialismen siger, at meningen ikke er fastlagt på forhånd. Camus (1913–1960) går videre og beskriver, hvad det vil sige at leve i netop en sådan verden: en tilværelse præget af det absurde.
For Camus består det absurde i, at vi søger efter mening i tilværelsen, men ikke finder et klart svar. Denne konflikt kan ikke løses, men er selve livsbetingelsen. I Myten om Sisyfos (1942) skildrer han den mytiske konge, dømt til at rulle en sten op ad et bjerg, kun for at se den rulle ned igen. For Camus er mennesket i samme situation: Vi gør det, der kræves i livet, uden at have nogen garanti for, at det fører til noget meningsfuldt.
Alligevel konkluderer han:
“Man må forestille sig Sisyfos lykkelig.”
Mening findes ikke i de ydre omstændigheder, men i selve det at leve, vælge og handle trods absurditeten.
Nietzsche og nihilismen
Friedrich Nietzsche (1844–1900) nærmede sig problemet fra en anden vinkel. Med hans erklæring “Gud er død” mener han, at de gamle religiøse og moralske systemer mister deres betydning, og uden en guddommelig grund vil vores formål med livet miste sit fundament.
Mange vil reagere med nihilisme, som kort sagt er oplevelsen af, at intet har værdi. Nietzsche så dette som en farlig, men nødvendig fase. Håbet ligger i menneskets evne til at skabe nye værdier. Hans billede på dette er overmennesket, Nietzsches ideal for et menneske, der selv vælger og står ved sine værdier i stedet for at følge autoriteter.
Hvad Camus og Nietzsche har til fælles
Camus og Nietzsche er enige i, at livet ikke nødvendigvis leverer nogen svar hvad angår livets formål. Men hvor eksistentialismen taler om at skabe mening gennem valg, går de et skridt videre:
Camus:
Vi må leve med det absurde vilkår, og uden garanti for at finde den mening, vi søger.
Nietzsche:
Nietzsche opfordrer til at forme helt nye værdier, når de gamle bryder sammen.
Begge forsøger at motivere os til at handle, selvom vi står alene og det hele virker meningsløst.
Ubuntu: Mening opnås gennem fællesskab
Hvor Aristoteles, Augustin, Kierkegaard og Camus taler om den enkeltes stræben, peger andre traditioner på fællesskabet som svaret på livets formål. I den afrikanske filosofi Ubuntu formuleres det ofte sådan:
“Jeg er, fordi vi er.”
Her er meningen med tilværelsen noget, der udfoldes i relationerne mellem mennesker. Ubuntu ser mennesket som uløseligt knyttet til sit fællesskab: man bliver til gennem andre. At finde livets formål handler derfor ikke om at fremme sin personlige succes eller søge åndelig frelse, men om at bidrage til helheden. Det enkelte menneske blomstrer, når det styrker relationer, viser omsorg og tager ansvar for andre. Dette perspektiv står i skarp kontrast til individualismen, der efterhånden præger mange moderne samfund.
En beslægtet ide findes i humanismen. Fra renæssancen til i dag har humanismen fremhævet menneskets værdighed, frihed og ansvar. Hvor religionen så mennesket som afhængigt af Gud, ser humanismen mening i kultur, kunst, etik og solidaritet. Mennesket skaber selv betydning gennem viden og samarbejde.
I modsætning til Nietzsches ensomme skaber eller Camus’ oprørske individ understreger både Ubuntu og humanismen, at meningen med livet ikke kan reduceres til “mig selv”. Den opstår gennem fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og derved udvikler os sammen.
Meningen med livet: Afsluttende tanker
Spørgsmålet om meningen med livet er forsøgt besvaret utallige gange igennem historien. Aristoteles pegede på dyd og eudaimonia, Augustin på Gud og frelse, Kierkegaard og Sartre på frihed og ansvar, Camus og Nietzsche på det absurde og nihilismen, mens Ubuntu og humanismen fremhæver fællesskabet.
Fælles for disse perspektiver er, at de viser, hvordan vi mennesker altid har søgt en mening med tilværelsen. Om svaret findes i dyden, i troen, i friheden eller i fællesskabet er uklart, men netop derfor kan filosofien hjælpe os til at udvide vores horisont, og hjælpe os til at finde ud af, hvad vi selv lægger vægt på i livet.
FAQ: Meningen med livet
Hvad betyder Eudaimonia?
Eudaimonia oversættes ofte til “det blomstrende liv”. For Aristoteles er det det højeste menneskelige gode: at leve i balance og dyd, bruge fornuften og realisere sit potentiale gennem fællesskab.
Hvad mener Kierkegaard med “springet”?
Kierkegaard beskrev troen som et eksistentielt “spring”. Mennesket kan ikke bevise Gud rationelt, men må vælge troen gennem et personligt spring, der kræver mod og ansvar.
Hvad mener Camus med “det absurde”, og hvad er pointen i Myten om Sisyfos?
Camus mente, at mennesket søger mening, men møder et tavst univers. Det kalder han det absurde. I Myten om Sisyfos viser han, at selv uden garanti for mening må vi vælge at leve – “Man må forestille sig Sisyfos lykkelig.”
Hvad betyder “Gud er død” hos Nietzsche?
Nietzsches udsagn betyder, at de gamle religiøse og moralske systemer ikke længere har autoritet. Det efterlader mennesket uden faste værdier – men giver også muligheden for at skabe nye.
Hvad er nihilisme (og hvordan adskiller det sig fra pessimisme)?
Nihilisme er tanken om, at tilværelsen mangler iboende mening eller værdi. Det er ikke det samme som pessimisme, som ser livet som negativt. Nihilisme er snarere fraværet af faste grundlag.
Hvad siger kristendommen (Augustin/Aquinas) om livets mening?
Hos Augustin findes meningen i Gud: mennesket er skabt til fællesskab med ham, og kun tro, kærlighed og håbet om frelse kan give varig retning. Thomas Aquinas tilføjede, at fornuften kan føre os et stykke, men troen fuldender erkendelsen.
Hvad betyder Ubuntu, og hvad siger Ubuntu om livets mening?
Ubuntu er en afrikansk filosofi, der betyder “Jeg er, fordi vi er.” Her ligger meningen i fællesskab: mennesket formes i relationer og blomstrer ved at bidrage til andre.
Hvad er forskellen på eksistentialisme, absurdisme og nihilisme?
Eksistentialismen siger, at vi selv må skabe mening gennem valg. Absurdisme (Camus) beskriver konflikten mellem vores søgen efter mening og verdens tavshed. Nihilisme (Nietzsche) er erfaringen af, at ingen iboende værdier findes, og at mennesket må skabe nye.
Tak fordi du læste med!
Hvis du vil vide mere om mig og formålet med bloggen, kan du læse mere på min Om mig-side.
Har du spørgsmål, eller interesseret i et samarbejde? Kan du sende mig en mail på min kontaktside.
Kommentarer