"Det synes at være en almindelig opfattelse, at mundtlig gennemslagskraft er afgørende vigtig i vores samfund. Man skal kunne skære igennem, blande sig, råbe op og så videre. Men dette fokus er udtryk for en stenaldermentalitet, hvor mundtlig dominans ophøjes til at være selve indbegrebet af læring, udvikling og kommunikation. Desværre afføder denne misforståelse også et uretmæssigt negativt blik på de børn, der ofte karakteriseres som de stille børn."
Mikkel Snorre Wilms Boysen er ph.d. og lektor. Fra Kristeligt Dagblads artikel "Lektor: Hvorfor må børn ikke være stille?"
I starten af 2024 fik jeg, i en alder af 30+, en diagnose. Diagnosen var egentlig blot en afklaring på noget, som jeg altid har vidst var til stede. Nu var der blot kommet navn på. Jeg valgte at takke nej til videre samtaler og psykoedukation omkring diagnosen. Det gjorde jeg for det første, fordi jeg nu har gået med diagnosen i over 30 år og har lært mig selv de små smuthuller, der skal til for at få hverdagen til at fungere (for det meste i hvert fald). For det andet, fordi jeg hellere vil søge selvindsigten gennem historien og filosofien, som jeg holder så meget af. For det tredje, og nok den altoverskyggende grund, at jeg ved, der sidder en yngre generation derude et sted, som i barndommens uskyld stiller de samme spørgsmål om sig selv, som jeg gjorde, og føler sig "anderledes" uden at vide hvorfor. Bagved det barn sidder der forældre med endnu flere spørgsmål og bekymrede sind. Bekymring er en hver forælders evige lod, og det er noget, de fleste nok først forstår den dag, de selv bliver forældre.
"En stille dreng, og nogle gange for stille" er et citat, mine forældre hørte mange gange i løbet af min skoletid. Jeg havde ikke travlt med at række hånden op eller spørge om hjælp, og det betalte jeg for i den anden ende med manglende overblik over lektier og indlæringsvanskeligheder i de små klasser. Den mest tydelige tanke, jeg husker fra dengang, omhandlede følelsen af dumhed og spørgsmålet om, hvorfor jeg følte mig et skridt bag alle andre. Det værste var nok, at skolesystemet dengang stadig bar præg af lærere fra den gamle skole. Fra deres generation var der på det tidspunkt få tilbage, men enkelte af de mest stædige eksemplarer figurerede stadig i lærerværelset med deres oldtidspædagogik. Det mest kendetegnende ved disse lærere var, at de ikke var glade for at skulle gentage sig selv mere end én gang, og at deres tålmodighed med os, som måske havde svært ved faget, til tider var meget kort. De kunne råbe meget højt, skal jeg hilse og sige, og det vidnede om, at de måske havde misforstået konceptet om, at alle børn er forskellige. Navnlig én lærer husker jeg stadig, nu som voksen med et skævt smil på læben og med en let hovedrysten, men som barn frygtede jeg ham, så snart han trådte ind i klasseværelset. Jeg må lige få indskudt, at dette er min erfaring, og jeg har snakket med mange (faktisk rigtig mange), som faktisk lærte mere af lærerne fra den gamle skole end de nyere og mere "moderne" skolelærere, men det kan vi dykke ned i på et andet tidspunkt.
Det var først i mine teenageår, da identitetsdannelsen begyndte, at jeg i erkendelsens lys lavede en aftale med mig selv, som i grove træk gik ud på, at jeg åbenbart ikke forstod den ene ting. Godt, så dropper vi den og fokuserer mere på den anden ting og bruger vores energi der i stedet. Med diagnosen begyndte et nyt kapitel, og det var, som om underbevidstheden flåede låget af kassen med alle observationer og erfaringer, både de gode og de dårlige. Den tog så efterfølgende et lille minde op ad gangen, analyserede og vurderede det og placerede det på en af livserfaringens mange hylder. Der var ryddet op og sat punktum, og nu var jeg klar til at se fremad. Den grimme ælling var nu endelig stor nok til at forstå, at også den havde en plads her i verden (se mit første indlæg for at forstå referencen). Takken er ikke kun min egen, men også min søde og til tider meget tålmodige kone, som fik sat gang i mig igen. Jeg har igen kastet mig ud i filosofien med fornyet styrke i jagten på selvindsigt og har generelt et større overskud, men jeg vil aldrig glemme den dreng, som sad hjemme på stuegulvet med sit legetøj og i sin egen uskyldige leg tænkte og bekymrede sig om en verden, som har så meget andet at byde på, end man som barn forstår.
Dette er blot et kort indblik i, hvad der har formet mig, men jeg har stadig et meget vigtigt budskab til de mennesker i samme situation, og et andet citat fra artiklen er en perfekt måde at formulere det på:
"Men fokus på mundtlighed indeholder mange misforståelser. For det første knyttes der ofte en række negative associationer til børn, der ikke dominerer mundtligt. Begrebet 'den stille pige' er således udtryk for en logik, hvor tavshed blandt andet associeres med passivitet og svaghed samt manglende mod og initiativ.
Denne forestilling er naturligvis forkert. Mange store tænkere og kunstnere fortæller om et liv, hvor de har været opfattet som stille. Det er således indlysende, at der ikke er nogen sammenhæng mellem mundtlig dominans og intellektuel styrke, kreativitet og så videre."
Den beskriver perfekt budskabet om, at vi alle har vores kvaliteter at tilbyde. At vi alle, og vores tanker, har en plads i denne verden, og at vi bidrager alt efter, hvordan vi vælger at se på det. De senere år har "Alpha-Han"-influencerne vundet frem med mentaliteter som "Whatever it takes" og "Vind hver gang." Deres mentalitet er klart fristende for en ung mand, for hvem vil ikke have de penge, biler og supermodeller, som de har? Det er jo klart drømmen at vinde over alle og dominere, er det ikke? Eller er det med til at give unge et forvrænget livssyn på tilværelsen? Specielt unge, der ikke har haft for mange sejre i forvejen, og som nu tror, at de er svage, fordi de har tabt en af livets mange kampe. Derimod ser man jo også tilfælde, hvor unge mennesker har foretaget betydelige livsændringer efter at have set videoer med disse alpha-hanner. I min barndom havde vi ikke disse influencere og deres idealer, men til gengæld havde jeg matematiklæren fra den gamle skole, som ikke havde tålmodigheden til at høre på en forkert udregnet ligning, og havde så travlt med at latterliggøre dig overfor dine klasse kammerater, at han aldrig fik sagt det rigtige facit på ligningen. Vi dykker dybere ind i den nye bølge af Alpha-Han influencere næste gang.
Tak fordi du læste med.
Comments