Hvorfor Overtænker Jeg? Hvad Hjernen, Psykologien og Filosofien Siger
- Iter Mentis
- 23. dec. 2024
- 8 min læsning
Opdateret: 8. jun.
De fleste af os kender nok til den situation, der starter med, at vi får en simpel tanke. Det kunne for eksempel være: "Har vi mon penge nok til næste måned?" Men den ene negative tanke avler den anden, og det ender med et tankespind af katastrofer så dybt, at vi til sidst synker ned i sofaen med et fortabt ansigtsudtryk og en dødsdom hængende over hovedet.
Du stiller måske, ligesom jeg, spørgsmålet: "Hvorfor overtænker jeg?" For vi kunne da bare lade være, ikke? Vi kunne jo nøjes med at fokusere på det positive og komme videre i livet, ikke? Jeg tror, mange overtænkere, inklusive mig selv, kan skrive under på, at det ikke er helt så enkelt. Men er overtænkning udelukkende en byrde? Eller kan den også hjælpe os med at søge svar på livet og verden omkring os – svar, som mange andre blot tager for givet med ordene: "Det er vel bare sådan, det er?"
Indholdsfortegnelse
Hvad er overtænkning?
"Når du stirrer længe ind i afgrunden, stirrer afgrunden også ind i dig."
-Friedrich Nietzsche
Overtænkning – et ord, vi alle bruger, men som dækker over noget langt mere komplekst end blot at “tænke for meget”. For hvad vil det egentlig sige at overtænke? Det kan føles som en indre monolog, der aldrig stilner. En tænkemåde, hvor vi gentager det samme spørgsmål, den samme usikkerhed, igen og igen – ofte uden at komme nærmere en afklaring.
Det handler ikke nødvendigvis om mængden af tanker, men om deres karakter og bevægelse: de kører i ring, uden progression. Man kan tænke på det som at forsøge at samle et puslespil, hvor brikkerne hele tiden ændrer form – lige når man tror, man har fundet en løsning, forvandler problemet sig og undslipper grebet igen.
Overtænkning er ofte knyttet til negative tanker, men ikke altid. Nogle gange kredser tankerne om hypotetiske scenarier, fremtidige beslutninger, eller fortidens hændelser, som man ikke kan lade ligge. Det kan være drevet af frygt, kontrolbehov, perfektionisme – eller ganske enkelt en rastløs nysgerrighed efter svar, hvor der ingen klare svar findes.
Det dræner psyken, fordi det holder os fanget i en konstant aktiveringstilstand. Vi bliver, så at sige, tilskuere til vores eget tankespind – uden pause, uden mål. Og netop derfor er det
så udfordrende: For selvom man godt ved, at det er udmattende, kan det føles som om, det er den eneste vej til at opnå tryghed eller forståelse.
Men måske er det værd at spørge: Er overtænkning i virkeligheden en fejlkilde i vores måde at tænke på – eller er det et symptom på noget dybere, noget eksistentielt? En konsekvens af det menneskelige behov for mening, sikkerhed og sammenhæng i en verden, som ofte nægter os netop det?
Hvad sker der i hjernen når man overtænker?
Når jeg læser om overtænkningens mekanismer i moderne neurovidenskab, støder jeg på begrebet default mode network – et netværk i hjernen, der bliver aktivt, når vi ikke er fokuseret på en konkret opgave. Det er her, vi dagdrømmer, erindrer, forestiller os fremtiden – og måske også overtænker.
Nogle forskere peger på, at overaktivitet i dette netværk kan føre til netop den form for tankespiral, der kendetegner overtænkning og rumination. Det er i sig selv tankevækkende: At selve evnen til at vende blikket indad også kan blive en belastning, hvis den ikke balanceres.
Hvorfor overtænker vi?
På bedste filosofiske vis kigger vi på emnet fra flere vinkler:
Den videnskabelige vinkel: Negativitetsbias
En teori, der kan hjælpe med at forklare, hvorfor vi overtænker, er konceptet om negativitetsbias. Ifølge denne teori er vores hjerner evolutionært disponeret til at give større vægt til negative tanker og oplevelser end til positive. Det menes, at denne mekanisme havde en beskyttende funktion for vores forfædre, hvor det at fokusere på potentielle trusler kunne øge deres chancer for overlevelse.
I dag kunne denne bias måske være en af årsagerne til, at overtænkning ofte centrerer sig om negative tanker. Når vi eksempelvis bekymrer os om en fejl, vi har begået, eller en beslutning, vi skal træffe, er det de potentielle negative konsekvenser, der kan dominere vores sind. Dette kunne forklare, hvorfor vores tanker så ofte "kører i ring" omkring frygten for det værste, selv når faren i virkeligheden er minimal.
Teorien foreslår også, at negativitetsbias ikke kun påvirker vores umiddelbare reaktioner, men også vores langsigtede tankemønstre. Hvis vi er fanget i overtænkning, kunne det måske være, fordi vores hjerner er "designet" til at forstærke de negative sider af en situation fremfor at se den fra et mere balanceret perspektiv.
Ved at forstå denne teori kan vi begynde at sætte ord på, hvorfor vores tanker har det med at kredse om det negative. Måske giver det også et indblik i, hvorfor overtænkning ikke blot er en personlig svaghed, men en konsekvens af, hvordan vores sind er indrettet. Det gør ikke overtænkning mindre drænende, men det kan hjælpe os til at se det som en naturlig del af den menneskelige oplevelse – og måske endda som noget, vi kan arbejde med. Det er en utrolig interessant teori, men igen, så er det kun en teori. Det kan dog for mit vedkommende give anledning til en dybere refleksion af mit spørgsmål "Hvorfor overtænker jeg"
Du kan læse mere om negativitetsbias her
Personligt: Angst, usikkerhed og ønsket om at kontrollere resultatet
En anden mulig årsag til overtænkning kan være angst og usikkerhed, som ofte opstår, når vi føler, at vi mangler kontrol over en situation. Ifølge dette tankemønster kunne vores sind begynde at gruble over alle mulige udfald som en måde at finde tryghed i det ukendte. For eksempel: Hvis vi føler os usikre på vores job, kunne vi begynde at forestille os de værst tænkelige scenarier – at miste jobbet, økonomiske problemer og en lang række andre negative konsekvenser. Det kunne være hjernens forsøg på at forberede os på det værste, men resultatet kunne ofte blive en mental udmattelse.
Dette mønster kunne også forstærkes af et ønske om perfektionisme og kontrol. Hvis vi forsøger at styre alle detaljer og undgå enhver fejl, kan det føre til, at vi gentagne gange analyserer situationen uden at nå frem til en løsning eller en følelse af sikkerhed. I denne sammenhæng kunne overtænkning være en måde at håndtere usikkerhed på, selvom det ofte føles mere som en byrde end en løsning.
Overtænkning og lykke: Et paradoks
En anden undersøgelse, som fangede min opmærksomhed, viste, at mennesker bruger næsten halvdelen af deres vågne tid på at tænke på noget andet end det, de laver – og at dette faktisk gør dem mindre lykkelige. Tankevandring, en evne vi ofte forbinder med kreativitet og fordybelse, kan altså også være en kilde til uro.
Det efterlader et paradoks: Er det netop vores refleksionsevne, som nogle gange skubber os væk fra glæde?
Rumination: Når tanker kører i ring
I min søgen efter at forstå, hvorfor tanker kan køre i ring, vendte jeg mig mod psykologien. Her fandt jeg Susan Nolen-Hoeksemas begreb rumination – det at gruble gentagne gange over problemer uden at finde en løsning. Det er et mønster, som ifølge hendes forskning ofte forbindes med både depression og angst.
Hvad vil det sige, at vi kan tænke os længere væk fra løsningen? Det minder mig om Sokrates’ erkendelse af, at det ikke nødvendigvis er svarene, men selve spørgsmålene, der har betydning – men måske også om, at ikke alle tanker fører os tættere på sandhed eller forløsning.
Hvorfor overtænker jeg?
Fra mit personlige perspektiv har overtænkning altid fulgt mig, og jeg oplevede, at det var værst, når jeg begyndte at føle, at jeg var ved at gennemleve en negativ situation, som jeg tidligere havde stået i – altså frygten for at skulle gennemgå denne smerte igen. Når jeg først begyndte at bekymre mig om en given situation, kørte tankerne bare derudad, og jeg kunne ikke stoppe dem igen, før jeg nåede frem til den konklusion, at alverdens død og pine nu ville vælte ind over mig, og at jeg blot var en hjælpeløs skabning i denne forfærdelige verden.
Jeg tror, det udmunder i det, som vi alle godt ved, nemlig at en negativ situation oftest kommer som lyn fra en klar himmel, uden varsel eller optræk. Jeg mener, at frygten for, at faren lurer lige om hjørnet, gør, at man hele tiden føler, at man skal være i "alarmberedskab" for at skåne sig selv så meget som muligt for smerten, der venter på, at man sænker paraderne. Det betyder, at man i virkeligheden forbereder sig på noget, der nok aldrig kommer, og hvis det gør, vil det ramme lige så hårdt, uanset om vi er forberedte eller ej.
Jeg har brugt meget af mit liv på at bekymre mig om fantasiscenarier – alt for meget. Og selvom den nylige diagnose gav mig svar på mange ting og dermed mere ro i hovedet, tror jeg aldrig, at jeg vil slippe overtænkningen helt. Men det er også okay, for i mine øjne er det nemlig ikke nødvendigvis kun en ulempe at overtænke.
At vende overtænkning til noget positivt
Nu skal det ikke handle om død og ødelæggelse det hele, for selvom overtænkning ofte bliver betragtet som en byrde, tror jeg, at det også kan have sine styrker. Når man lærer at arbejde med det, kan overtænkning blive en kilde til dybere refleksion og forståelse. For mig handler det om at tage de mange tanker og vende dem til noget konstruktivt – at bruge dem som en måde at analysere og forstå situationer mere grundigt.
Overtænkning kan åbne døren til at stille spørgsmål, som andre måske ikke overvejer, og det kan føre til indsigt og løsninger, der ellers ville være overset – nemlig de spørgsmål, som hele denne blog handler om. Nemlig at tænke selv, at turde stille spørgsmål til det, andre tager for givet, og at spørge “hvorfor” i stedet for bare at gå ud fra, at “sådan har det altid været, og derfor er det bare sådan.”
Filosofien drejer sig jo lige præcis om at stille denne slags spørgsmål, for det er det, der driver både samfundet og os som mennesker fremad!
Perspektiver på håndtering af overtænkning
Jeg er hverken terapeut eller ekspert, men det er bemærkelsesværdigt, hvordan flere psykologiske skoler har forsøgt at nærme sig overtænkning som fænomen:
Kognitiv adfærdsterapi arbejder med at identificere og udfordre automatiske, negative tanker.
Mindfulness-baseret praksis forsøger at fastholde opmærksomheden i nuet – ikke ved at undgå tanken, men ved at observere den uden reaktion.
Metakognitiv terapi udforsker ikke indholdet af tanken, men vores forhold til den – vores idé om, hvad en tanke er værd, og hvad vi skal gøre med den.
At disse metoder findes, og at de har vundet indpas i behandlingen af mentale lidelser, fortæller mig, at overtænkning ikke blot er en moderne byrde, men også en menneskelig erfaring, som har inspireret til både videnskab og værktøj.
Fra byrde til refleksion
Når jeg ser tilbage, har overtænkning været en del af mig så længe, jeg kan huske. Det har både været en byrde og en slags følgesvend, jeg har lært at leve med. Jeg tror, at det ikke handler om at slippe af med overtænkning, men om at acceptere den – måske endda bruge den til noget positivt. Når jeg stiller spørgsmål og reflekterer over det, andre bare tager for givet, kan jeg finde mening i det kaos, der ofte fylder mit sind.
Så selvom tankerne nogle gange kører i ring, ved jeg, at de også kan føre mig til steder, jeg ellers aldrig var nået. Og det er okay. For det er jo netop dét, denne blog handler om: At tænke selv, udfordre det givne og stille spørgsmål, der kan bringe os lidt tættere på at forstå både os selv og verden omkring os.
Tak fordi du læste med!
