Sokrates' forsvarstale: Apologien og retssagen i 399 f.v.t.
- Iter Mentis
- for 20 timer siden
- 10 min læsning
"Intet ondt kan ramme et godt menneske, hverken i livet eller i døden"
-Sokrates, (i Platon: Apologien)
Sokrates' forsvarstale henviser typisk til Platons Apologi (Apologien) om retssagen i Athen i 399 f.v.t.
Det er ikke en "dialog" som mange andre platoniske tekster, men en sammenhængende forsvarstale, hvor der står mere på spil end retssagens udfald.
I denne tale forsvarer Sokrates sin livsstil, sin rolle i byen og sin ret til at stille udfordrende/kritiske spørgsmål.
I dette indlæg får du et overblik over teksten og retssagen: Hvad Apologien er, hvad anklagerne mod Sokrates gik ud på, hvorfor Aristofanes’ komedie bliver vigtig i retten, og hvorfor det hele ender med dødsdom.
Hvis du vil læse om hvad Sokrates' filosofi går ud på, og hans liv kan du læse mit uddybende blogindlæg om Sokrates.
Indholdsfortegnelse
Hvad er Sokrates' forsvarstale, og hvorfor kaldes den Apologien?
Kort fortalt:
Sokrates’ forsvarstale er Platons Apologien om retssagen i Athen (399 f.v.t.). Sokrates svarer på anklager om ugudelighed (asebeia) og fordærvelse af ungdommen og forklarer, hvorfor han holder fast i sin måde at leve og tale på.
Apologien betyder i denne sammenhæng ikke "en undskyldning", men en forsvarstale, hvor en anklaget begrunder og forsvarer sig selv over for en domstol.
Sokrates' forsvarstale er derfor en tekst, der forsøger at gengive, hvad Sokrates sagde i retten, men som samtidig er præget af den forfatter, der har skrevet den. Den mest kendte version er Platons Apologi, og der findes også en version hos Xenofon.
Apologien er en litterær fremstilling af en retssag, ikke et ordret referat. Derfor kan teksten ikke alene afgøre, hvad der "faktisk blev sagt", men den viser, hvordan Sokrates’ forsvar fremstilles af forfatteren.
Retorik og sandhed i Apologien
I Apologien bliver det derfor mere end et forsvar i juridisk forstand. For Sokrates nøjes ikke kun med at afvise anklagerne,
Han stod ved, hvem han var, og forklarede sin rolle i Athen som en guddommelig mission, hvor han igennem kritiske spørgsmål (sokratisk metode), afslørede athenernes uvidenhed, og derved hjalp dem til at opnå visdom.
På den måde bliver forskellen mellem retorik og sandhed central. (Retorik er talekunst: evnen til at overbevise med ord).
Sokrates’ pointe er, at man godt kan overbevise mennesker uden at have ret.
Derfor gør han meget ud af, at han ikke vil "optræde" som en professionel taler, men tale på den måde, han altid har talt på: klart og med argumenterne i orden.
Retssagen i 399 f.v.t.: hvad var anklagerne?
Sokrates’ retssag 399 f.v.t. foregår i Athen og afgøres af en stor jury af borgere.
Det juridiske system var ikke "moderne" i vores forstand. Dengang var det ikke dommerne, der udredte sagens fakta på samme måde, og der var ikke advokater som i dag. Man talte for sin sag, og borgerjuryen stemte.
Det afgørende er, at retssagen ikke kun handler om, hvad den græske filosof har gjort. Den handler også om, hvad byen oplever, at han gør ved den.
Anklagerne handler om, at han underminerer fællesskabets normer og autoriteter, og berører både religion, moral og orden.
I grove træk handler anklagerne mod Sokrates om to hovedpunkter:
Et religiøst.
Et socialt.
De to punkter sammen betyder altså, at Sokrates blev set som en person, der både udfordrede byens religiøse rammer og dens sociale stabilitet.
"Det ligger ikke i tingens natur, at et dårligt menneske kan skade et bedre."
-Sokrates, (i Platon: Apologien)
Ugudelighed og mangel på fromhed: hvad var anklagen egentlig?
I Athen var religion ikke kun begrænset til hjemmet. Det var også noget, byen dyrkede sammen gennem ritualer, fester og fælles skikke, som hele byen deltog i.
Derfor kunne en anklage om "ugudelighed" (på oldgræsk: asebeia), blive opfattet som mere end et spørgsmål om tro. Det kunne tolkes som et spørgsmål om, hvorvidt man respekterede byens fælles orden.
I den sammenhæng blev anklagerne mod Sokrates om ugudelighed/mangel på fromhed et spørgsmål om, hvorvidt han holdt sig inden for de rammer, Athen forventede af sine borgere.
Det handlede altså ikke kun om hans tro, men om hvordan hans måde at tale og optræde på kunne opfattes.
Hvad betød anklagen om "Fordærvelse af ungdommen"?
Den anden del af anklagerne mod Sokrates var, at han "fordærvede ungdommen" (moralsk/politisk anklage).
Anklagen handlede dybest set om frygten for, at unge borgere ville blive mindre lydige over for autoriteter og løsne sig fra byens normer. Hvis de unge borgere lærte at tvivle på autoriteter og normer, kunne det føre til ustabilitet og uro i Athen.
Kort sagt udmunder anklagen i, at Sokrates blev set som en risiko, fordi han fik de unge til at tænke kritisk og kræve begrundelser, i stedet for at acceptere det, byens autoriteter forventede.
"Det gamle rygte": Aristofanes og billedet af Sokrates
I Platons apologi skelner Sokrates mellem de formelle anklagere i retssalen og noget, der ligger før: "det gamle rygte" også ofte kaldet "de gamle anklager".
Rygtet bestod af disse punkter:
Naturfilosofi: Han undersøger ting "under jorden" og "i himlen".
Sofisteri: Han får det svage argument til at virke stærkt.
Undervisning: Han lærer andre de samme ting.
Derudover gik der også et rygte om, at han tog betaling for undervisning (hvilket han benægtede).
Pointen er, at det "gamle rygte" allerede havde præget mange borgeres billede af ham, og derfor nævner han Aristofanes’ Skyerne som et tidligt eksempel på den karikatur.
Skyerne: Aristofanes og karikaturen af Sokrates
I Skyerne bliver Sokrates gjort til en karikatur. Han fremstilles som en lærer, der beskæftiger sig med naturforklaringer og med den slags talekunst, hvor ord kan bruges til at vinde en sag.
Stykket følger Strepsiades, der er presset af gæld. Han opsøger et "Tænkehus” for at lære kunsten i at argumentere, så han kan komme ud af sine problemer i en evt. retssag.
Her møder publikum en karikeret "Sokrates", som leder dette Tænkehus og underviser unge i sofisteri, som betyder at kunne argumentere på overbevisende vis, også når det ikke er sandt.
I komedien bliver han forbundet med ideen om at kunne få et svagt argument til at fremstå stærkt, og det passer direkte ind i det "gamle rygte", som Sokrates senere omtaler i Apologien.
En karikatur kan skade et omdømme, fordi den kan give et forvrænget eller forkert billede af den person den omfatter.
Derfor peger Sokrates på, at dommerne også kunne være blevet påvirket af et billede af ham, der allerede har cirkuleret i byen i årevis.
Sokrates' forsvar: missionen, Delfi og den filosofiske rolle
Ifølge Platon forsvarede Sokrates sig ikke primært ved at forholde sig til juridiske paragraffer, men ved at forklare hvad hans "mission" i Athen gik ud på, og årsagen til de handlinger, der nu havde bragt ham i retten.
I Apologien præsenterede den græske tænker sit liv, som styret af den vigtige opgave, som bestod i at undersøge, om folks påstande faktisk holder, når man spørger ind til dem.
Hans forsvar var derfor mere end et forsøg på at overbevise dommerne om sin uskyld. Han ville vise, hvor vigtigt det er gennem kritiske spørgsmål at udfordre de "selvfølgeligheder", som normalt tages for givet i samfundet.
Sokrates beskrev sig selv som en hestebremse, "sat på byen af guden". Han sammenlignede Athen med en stor og ædel hest, der var blevet tung og langsom og måtte vækkes.
Derfor gik han rundt blandt borgerne dagen lang for at vække, udfordre og holde byen vågen.
Men hvordan fik den gamle filosof fra Athen overhovedet denne "mission"?
For at forstå det, må vi se nærmere på oraklet i Delfi og på, hvorfor "visdom" bliver et centralt tema i Platons version af Sokrates' forsvarstale.
Delfi‑oraklet: begyndelsen og "visdom" som tema
Oraklet i Delfi var stedet, hvor Sokrates ifølge sig selv modtog, hvad han kaldte det "Guddommelige kald".
Det begyndte, da hans ven Chairefon spurgte oraklet, om nogen er visere end Sokrates, og oraklet svarer nej. For Sokrates blev dette en gåde, da han ikke anså sig selv som vis.
For at afklare oraklets mening opsøger han dem, som byen regner for vise (statsmænd, digtere og håndværkere).
Her opdagede han, at de ofte havde en viden inden for deres eget felt, men fejlagtigt antog, at deres faglige kunnen også gav dem visdom på områder, der lå uden for deres fag.
Ud af denne erfaring udsprang hvad der kan betragtes som kernen i Sokrates' filosofi:
Visdom begynder med erkendelsen af sin egen uvidenhed
Og han så det derefter som sin rolle at videregive denne erfaring til indbyggerne i Athen.
"At begå uret er værre end at lide uret."
Sokrates (Platon, Apologien)
Sokrates' daimonion: det indre tegn
I Apologien fortalte Sokrates om et indre tegn, han kaldte daimonion. Det viste sig kun i bestemte situationer og fungerede som et varsel, der fik ham til at standse en handling.
At nævne dette i en forsvarstale var risikabelt. Det kunne styrke hans sag, fordi han fremstod som en person, der tog det guddommelige alvorligt.
Men det kunne også gå den modsatte vej, og svækkede hans position i anklagerne om ugudelighed yderligere.
For Sokrates var daimonion en del af hans måde at leve på. Han beskrev det som en indre grænse, der formede hans valg og understøttede den opgave, han mente at have fået.
Det blev et udtryk for den disciplin, han forbandt med sin filosofiske praksis.
Misforståelser om daimonion
Når man i dag taler om en "indre stemme", tænker mange på samvittighed eller intuition.
I Apologien beskriver Sokrates daimonion som et guddommeligt tegn, der af og til standser ham, uden at give forklaringer eller moralske begrundelser.
Det bliver vigtigt i retten, fordi et guddommeligt tegn kan blive opfattet som religiøs "afvigelse", og den mistanke kan spille ind i anklagen om ugudelighed.
Dom og straf: hvordan Sokrates' forsvarstale ender med en dødsdom
Sokrates blev dømt skyldig, og straffen skulle nu fastlægges. I det athenske retssystem foregik det på den måde, at anklagerne foreslog en straf, den dømte foreslog en anden, og borgerjuryen valgte derefter den mest "passende".
De tre anklagere med Meletos i spidsen, foreslog, at filosoffen skulle dømmes til døden for ugudelighed (asebeia), og fordærvelse af ungdommen.
Sokrates skulle nu foreslå hvad han mente var en retfærdig straf, og den indebar hverken anger eller underkastelse.
Den græske filosof mente derimod, at han havde gjort byen en tjeneste, og foreslog derfor som "straf", at han burde have gratis forplejning i Prytaneion, som var Athens officielle "hædershal", hvor man ærede de borgere, som havde tjent staten.
Da juryen afviste dette, foreslog han noget modvilligt en bøde, først en lille sum og senere 30 miner sølv, som hans venner tilbød at betale.
Dette afviste juryen også, og de ender med at tilslutte sig anklagerens forslag: Sokrates dømmes til døden.
Som det var skik i Athen, blev dødsdommen fuldbyrdet ved, at han drak skarntydesaft.
Hvorfor Sokrates blev dømt til døden
Selvom Sokrates' forsvarstale i Apologien er Platons egen fremstilling, giver både teksten og tiden et tydeligt omrids af, hvorfor det endte med en dødsdom.
Sokrates havde i årevis skabt spændinger i byen, og i retssalen blev de for alvor synlige.
Flere forhold i Athen trak i samme retning:
I årenes løb havde Sokrates' spørgsmål og offentlige samtaler fået mange borgere til at føle sig udstillet, og der var derfor en reel modstand imod ham.
I retten holdt han fast i sin sædvanlige måde at tale på, og hans forslag til straf blev opfattet som en provokation snarere end et forsøg på at møde juryen.
Anklagerne om gudsløshed ramte et ømt punkt, da byen netop havde været igennem perioder med uro og religiøs tvivl.
Athen befandt sig i en tid med politisk usikkerhed, og derfor var behovet for stabilitet og orden vigtigt.
Hans kompromisløse tilgang kombineret med byens ønske om fred gjorde konflikten vanskelig at løse på anden vis.
Dødsdommen var altså et resultat af både Sokrates’ egen opførsel og det politiske klima, han befandt sig i.
Platon og Xenofon: to versioner af Sokrates' forsvarstale
Der findes to vigtige antikke versioner af Sokrates' forsvarstale:
Platons Apologi
Xenofons Apologi
De beskriver samme retssag, men de giver Sokrates forskellige profiler og lægger vægt på forskellige punkter.
Den mest markante forskel ses i argumentets fokus:
Hos Platon fylder Sokrates’ filosofiske selvforståelse og hans opgave i byen meget.
Hos Xenofon fylder Sokrates’ karakter og hans vurdering af døden mere, blandt andet som en udvej fra alderdommens byrder.
Der er også konkrete forskelle i indholdet:
I Platons version siger oraklet, at ingen er visere end Sokrates.
I Xenofons version gengives oraklets udsagn anderledes, som ros af hans frihed, retfærdighed og mådehold.
Det viser, at begge tekster er fremstillinger, ikke et ordret referat, og at man skal læse dem som kilder med forfatterens valg og formål i baghovedet.
Kort opsummering
I dette indlæg har vi gennemgået, hvad Sokrates' forsvarstale (Apologien) er, og hvad der stod på spil i retssagen i 399 f.v.t.
Vi har set på anklagerne (ugudelighed/asebeia og fordærvelse af ungdommen) og fulgt de centrale elementer i forsvaret: det gamle rygte, Aristofanes’ Skyerne, Delfi-oraklet og daimonion.
Til sidst har vi set, hvordan sagen ender i dom og dødsstraf, og hvorfor forskellen på Platons og Xenofons versioner er vigtig for forståelsen af teksten.
"Det liv, der ikke bliver undersøgt, er ikke værd at leve."
-Sokrates, (i Platon: Apologien)
Tak fordi du læste med!
Ofte stillede spørgsmål om Sokrates' forsvarstale
Hvad er Sokrates' forsvarstale?
Sokrates' forsvarstale henviser typisk til Apologien, hvor Sokrates (hos Platon) forsvarer sig i retssagen i Athen i 399 f.v.t.
Hvad betyder “Apologien”?
Her betyder det ikke "undskyldning" men en apologi: en forsvarstale eller et forsvar mod en anklage.
Hvad blev Sokrates anklaget for?
Kernen er anklager om ugudelighed (manglende respekt for byens guder) og om at fordærve ungdommen.
Hvad betyder "asebeia/asebi"?
Det betegner ugudelighed i betydningen respektløshed over for guderne – ikke nødvendigvis ateisme.
Hvad menes der med "fordærvelse af ungdommen"?
Anklagen går på, at Sokrates påvirker unge borgere på en måde, der undergraver normer og autoriteter i byen.
Hvem var anklagerne mod Sokrates?
I traditionen nævnes typisk Meletos, Anytos og Lykon som anklagere.
Hvad er "det gamle rygte" i Apologien?
Det er Sokrates’ betegnelse for de fordomme og det offentlige billede, der allerede fandtes før den formelle retssag, og som kan have påvirket dommerne.
Hvorfor nævnes Aristofanes’ Skyerne?
Fordi komedien har været med til at præge et karikeret billede af Sokrates, som kunne leve videre som "rygte" i byen.
Hvad var Delfi-oraklets rolle i Sokrates’ forsvar?
I Platons fremstilling knyttes Sokrates’ virke til oraklets udsagn, som bliver udgangspunkt for hans undersøgelse af visdom og uvidenhed.
Hvad er Sokrates’ daimonion?
Det knyttes til en indre "stemme/tegn", som griber ind og især fungerer som et advarende stop-signal.
Hvorfor ender sagen med dødsdom?
Sokrates bliver kendt skyldig, og i strafdelen vælger juryen den hårde linje; dødsstraf beskrives i traditionen som fuldbyrdet ved skarntydesaft.
Hvad er forskellen på Platons og Xenofons Apologi?
Begge er antikke fremstillinger af samme retssag, men de vægter Sokrates’ profil og pointer forskelligt
Om bloggen og forfatteren
Vil du vide mere om mig og formålet med bloggen? Læs videre på siden Om mig.
Kontakt / samarbejde:
Har du spørgsmål eller ønsker om samarbejde? Skriv til mig via Kontakt.
Brugervilkår / Disclaimer:
Læs om rammerne for mit indhold i Brugervilkår.
👌