Den digitale revolution er over os” – en sætning, man fristes til at råbe med på. Aldrig har informationer og oplysninger været lettere at søge og finde, hvilket jeg synes er fantastisk, men samtidig befinder vi os også i en digital tidsalder, hvor vi hellere søger at se videoer fra en trendsetters “hverdagen med børn og trummerum”-profil. Måske for at vi roligt kan sige: “Pyha, jeg er ikke den eneste” i stedet for aktivt selv at løse hverdagens små bump. Men ved vi egentlig, om disse videoer faktisk er baseret på egen erfaring? Eller er videoernes tilblivelse i virkeligheden baseret på analyser, markedsundersøgelser og statistikker om, hvad vi mennesker dagligt går og tumler med? Vil iscenesatte videoer, hvor alt forarbejdet er lavet, så chancen er større for, at netop de videoer får flest visninger og delinger, ikke ødelægge budskabet om “en transparent hverdag, hvor forhindringerne opstår ud af det blå”? Ville det i virkeligheden ikke være mere autentisk med et sløret selfieklip af en mor eller far med poser under øjnene, vasketøj til op over begge ører og en hund, der har skidt på gulvet, som søvndrukkent giver deres råd til, hvordan du klarer dig lettest igennem endnu en dag?
Kan I følge mig? For jeg fortsætter. Hvis vi mennesker søger autentiske billeder og råd fra andre mennesker, som absolut skal ligne vores egen hektiske hverdag, hvorfor vil vi så hellere se klip i perfekt lyd og billede, optaget med et stativholdt kamera i perfekt belysning og med nærmest manuskriptskrevet dialog? Er det fordi, at når vi nu alligevel skal afspejle vores liv i andres, kan vi ligeså godt få det gjort i HD og surroundsound, med et cast, som er den nye “Far til fire” værdig? Eller er det, fordi vi dybt inde i vores fantastiske hjerner, helt inde i underbevidstheden, søger at se vores egne hverdagsproblemer som en illusion – en illusion, der skal afspejle, at vores hverdagsstress med madpakker og lille Viggo, som ikke vil pottetrænes, er det rene vand i forhold til den forbandede elendighed, som andre forældre hver dag går igennem med rædsel, sultne børn og ingen rent vand? Søger vores underbevidsthed måske i virkeligheden at se vores hverdag som en komedie, fordi samvittigheden skal minde os om den elendighed, der både finder sted ude i den store verden, men sandelig også herhjemme?
*Jeg spekulerer på, hvorfor mennesker tiltrækkes af polerede og iscenesatte videoer på sociale medier. En mulig forklaring kan være, at vi ubevidst søger en flugt fra vores egne problemer, fordi underbevidstheden bagatelliserer dem. Samvittigheden kan minde os om, at andre mennesker har større og mere kaotiske problemer end vores, og her kan Sigmund Freuds teori om “fortrængning” spille ind. Ifølge Freud forsøger mennesker ofte ubevidst at beskytte sig selv mod ubehagelige følelser, såsom skyld eller ansvar, ved at fortrænge dem
Comments