Myten om Sisyfos: Findes meningen på toppen af bjerget?
- Iter Mentis
- for 14 timer siden
- 12 min læsning
Indholdsfortegnelse
Vi bærer hver især på vores byrder. Nogle påtager vi os selv, andre bliver vi pålagt af livet, som man tidligt i tilværelsen lærer, har sin egen dagsorden.
Ligesom i myten om Sisyfos, hvor sagnkongen som straf igen og igen måtte skubbe stenen op ad bjerget, kan vores egen hverdag i et håbløst øjeblik friste os til at trække en parallel til den gamle historie om kongen fra Korinth.
En ny uge erstatter den forrige, de afsluttede arbejdsopgaver bliver erstattet af nye, og vasketøjet hober sig op på ny.
Vi nærmer os toppen af bjerget, blot for at se stenen trille ned igen, så vi må begynde forfra.
Men bør vi overhovedet trække en parallel mellem vores eget liv og det græske sagn? Hvorfor mente filosoffen Albert Camus, at Sisyfos i virkeligheden var lykkelig?
I dette indlæg ser jeg nærmere på Sisyfos, sisyfosarbejde, Albert Camus' filosofiske fortolkning af det absurde og mine egne refleksioner over Sisyfos, gentagelsen og vores egen tid.
Hvad handler myten om Sisyfos om?
Kort fortalt
Myten om Sisyfos handler om en sagnkonge fra Korinth, der bliver dømt til evigt at skubbe en sten op ad et bjerg i underverdenen, Hades’ rige. Hver gang stenen nærmer sig toppen, ruller den ned igen. Derfor er fortællingen blevet et billede på gentagelse, forgæves arbejde og menneskets søgen efter mening.
I den græske mytologi var Sisyfos en sagnkonge, som faldt i unåde hos guderne, og straffes i underverdenen, Hades’ rige.
Straffen bestod i, at han skulle skubbe en stor sten op ad et bjerg, men hver gang han er ved at nå toppen glider stenen fra ham, og han må derfor traske hele vejen ned.
Som med mange græske myter findes fortællingen om Sisyfos i flere versioner. Derfor varierer forklaringen på hans straf, men billedet af stenen, bjerget og den evige gentagelse står fast.
Årsagen til Sisyfos’ straf varierer fra fortælling til fortælling. I nogle versioner handler det om, at han afslører gudernes hemmeligheder. I andre handler det om, at han forsøger at snyde døden.
Fælles for dem er, at han fremstilles som et menneske, der med list og overmod forsøger at sætte sig over den orden, guderne har bestemt.
At afsløre gudernes hemmeligheder:
Sisyfos forbindes i nogle versioner med afsløringen af noget, guderne ville holde skjult. Her bliver hans kløgt ikke bare snuhed, men et brud på den guddommelige orden.
At snyde døden:
I andre versioner forsøger Sisyfos at overliste døden selv, blandt andet ved at undslippe dødsriget. Det gør ham til et billede på menneskets modstand mod sin egen dødelighed.
At gøre intelligens til overmod:
Sisyfos er ikke dum. Tværtimod beskrives han ofte som listig og beregnende. Men hans intelligens bliver til hybris, altså overmod over for de grænser, mennesket ikke selv har sat.
Selvom årsagen varierer, er dommens udfald den samme.
Det er især denne straf, der har gjort fortællingen så kendt, og som senere har givet navn til det, vi på dansk kalder sisyfosarbejde.
Hvem var Sisyfos?
Sisyfos var i den græske mytologi en sagnkonge fra Korinth, som ofte beskrives som både klog, listig og overmodig.
Han var altså ikke et menneske uden evner. Tværtimod. Problemet var snarere, at hans evner blev brugt til at udfordre den orden, guderne havde sat.
Hvad betyder sisyfosarbejde?
Sisyfosarbejde betyder et arbejde, der gentages igen og igen uden at føre til et varigt eller endeligt resultat.
Det er opgaver, hvor indsatsen og det hårde arbejde ikke synes at gøre nogen varig forskel, fordi man hele tiden ender tilbage ved udgangspunktet.
Det minder om det, vi på godt dansk kalder "skruen uden ende".
Albert Camus og Sisyfos-myten
I 1942 udgav den fransk-algeriske filosof og forfatter Albert Camus det filosofiske essay Sisyfos-myten (Le Mythe de Sisyphe), men værket er ikke bare en genfortælling af det græske sagn.
Camus vender den derimod om, og fremstiller Sisyfos som et menneske der fortsat bærer sin byrde, selvom hverken mål eller formål er i sigte.
I sit essay skriver han om det absurde, som jeg bedst kan beskrive som den kløft der er mellem vi menneskers behov for en højere mening. og en verden som har sin egen dagsorden, og på ingen måde forpligter sig til at opfylde det behov.
For Camus repræsenterer Sisyfos tydeligt dette vilkår, da han endeløst bevæger sig i den samme formålsløse cirkel, uden udsigt til at nå i mål.
Pointen ligger i selve Sisyfos' bevidsthed:
Han ved, at stenen vil rulle ned igen. Han ved, at han igen og igen skal starte forfra. Men han fortsætter uden illusionen om nogensinde at nå i mål. Dermed gør han skæbnen til sin egen.
Men hvorfor mente Camus, at Sisyfos blev herren over sit eget liv?
Han var jo dømt til for evigt at skulle udføre det samme meningsløse arbejde, og derfor skulle man jo tro, at hans skæbne lå fastlagt.
Men Camus tolker det ikke på samme måde, og det fører netop til pointen i Sisyfos-myten.
Var Sisyfos i virkeligheden lykkelig? Camus' budskab
Camus opdeler sit budskab i tre led:
Bevidstheden om det absurde
Det begynder da Sisyfos går ned ad bjerget for at hente stenen. Det er i denne pause, at han bliver bevidst om hans håbløse situation, og erkender at hans arbejde er meningsløst.
Ved at se realiteten i øjnene, bryder han sin egen illusion om, at han en dag vil opnå sit mål. Det gør at han ikke længere er et passivt offer for sin straf.
Oprøret i at fortsætte
I stedet for at knække, og velvidende om udfaldet, vælger Sisyfos at fortsætte. Ved at gøre dette, gør han stenen til "sin egen" og arbejdet til hans egen personlige sag fremfor kun at være gudernes straf.
Friheden i at eje sin skæbne
Sisyfos bliver "fri" da han dropper det falske håb om at nå toppen af bjerget. Friheden i at forholde sig til sin skæbne, netop ved at acceptere den fuldt ud.
Pointen er, at det afgørende ikke ligger i at opnå resultatet, men derimod selve kampen og viljen til at fortsætte.
Myten om Sisyfos ender ikke lykkeligt. Han slipper ikke fri, og han når aldrig toppen af bjerget. Alligevel mente Camus, at vi måtte forestille os Sisyfos lykkelig. fordi Sisyfos ikke længere lader hele meningen afhænge af, om han når derop.
Derfor slutter han sit filosofiske essay af med sin berømte tanke:
"Man må forestille sig Sisyfos lykkelig"
Camus' sammenligning med hverdagen i dag
Camus sammenlignede Sisyfos’ situation med det moderne liv, hvor rutiner gentages dag efter dag.
Ifølge Camus blev gentagelsen først tragisk, når vi bliver bevidste om afstanden mellem vores længsel efter mening og den rytme, vi er fanget i.
Selv sagde han:
"Den moderne arbejder udfører hver dag i sit liv de samme opgaver, og denne skæbne er ikke mindre absurd. Men den er kun tragisk i de sjældne øjeblikke, hvor bevidstheden om den indtræder."
— Albert Camus, Sisyfos-myten / Le Mythe de Sisyphe (1942), egen oversættelse
Forskellen på myten og Camus’ fortolkning
Her er det vigtigt at skelne lidt.
Den græske myte om Sisyfos handler om straffen, hvor et menneske igen og igen må skubbe en sten op ad bjerget uden nogensinde at få arbejdet gjort færdigt.
Ifølge Camus er Sisyfos ikke blot en straffet figur fra den græske mytologi, men et symbol på menneskets konfrontation med det absurde. Myten bruges altså som et filosofisk billede, ikke bare som en simpel genfortælling.
Mine egne tanker: Sisyfos som en moderne fortælling
Det er for mig ikke svært at se hvorfor nogen betegner hverdagen som sisyfosarbejde.
Vi står op, tager på arbejde, henter børn, laver mad, vasker tøj, også er den dag gået, og i morgen starter vi forfra. Og måske har vi accepteret vilkårene, og tænker ikke på hvad formålet er.
Sådan skubber vi hver især vores sten, og som tiden går, begynder vi måske automatisk at give slip på den, inden vi når det skelsættende punkt på ruten, hvor stenen alligevel smutter fra os.
Nogle gange oplever vi at livet, pludseligt sender et uvejr ind over os, (det kunne være sygdom eller dødsfald), som gør byrden tungere i en periode.
Har uvejret været ekstra slemt, kan man måske en enkelt gang på tilbagevejen, kort spejde imod den fjerne bjergtop og undre sig over, om der mon sidder nogen eller noget deroppe, som kan svare på, hvorfor dette uvejr lige skulle ramme dig.
Derefter bliver det stille og roligt glemt, og man fortsætter sit arbejde - livet går videre.
(Der findes mange måder at læse den gamle myte på. Her forsøger jeg at vise, hvordan Sisyfos også kan forstås som et billede på hverdagen, samfundet og den nutidige verden.)
Samfundets sisyfosarbejde og ansvaret for fælleskabet
Hvis man tager udgangspunkt i vores danske samfundsmodel, kan myten om Sisyfos måske tolkes som en fælles byrde, som vi alle må tage vores del af, som en del af et samfund, der bygger på gensidigt ansvar.
Op igennem vores unge år bliver vi gradvist rustet til dette ansvar:
Børnehaven: Begynder at øve os i samspil og fællesskab
Folkeskolen: Lærer os ikke kun at læse og skrive, men også om deltagelse, medansvar og rettigheder i samfundet
Ungdomsuddannelserne: Peger os i retning af den funktion eller "sten", som bliver vores ansvar.
Når vi så bliver modne nok, er det vores tur til at tage del i arbejdet. Vi overtager byrden fra generationen før os og skal nu trække vores del af læsset.
Vi skal hver især bidrage til at sikre, at generationen før os kan hvile tryggere, og samtidig bidrage til, at generationen efter os kan få de samme privilegier som vi.
Samtidig skal vores arbejde også sikre, at dem, som ikke selv er i stand til at bære læsset, ikke falder igennem og bliver efterladt.
Men arbejdet på bjerget er hårdt, og vi kan let glide eller miste kontrollen.
Det er så her, at samfundet i princippet forpligter sig til at gribe os, støtte os og tage sig af os, så vi stadig kan få et værdigt liv.
Og sådan kører hele det store maskineri, som vi er en lille, men vigtig brik i. Hvor mystikken om bjergtoppen og søgen efter en højere mening måske mere ligger i det individuelle perspektiv.
I denne sammenhæng tolker jeg altså ikke Sisyfos’ byrde som en straf, men som et ansvar.
Livet som en ydre omstændighed
Men hverdagen går ikke kun med at skubbe stenen, for vi har glemt en helt anden faktor: Livet.
Hvis jeg kan tolke Sisyfos’ sten som ansvaret, så kan livet og dets uforudsigelighed passende afbildes som naturforholdene, altså de ydre omstændigheder, som vi ikke er herre over.
Nogle dage skinner solen, og arbejdet fremad går godt.
Andre dage rammer uvejret, som kan være sygdom, dødsfald, alderdom, svigt eller andre omstændigheder, som sjældent kommer belejligt.
Det kan for en stund få os til igen at søge mod bjergtoppen i søgen efter en forklaring.
Men findes der overhovedet en forklaring? Eller er det meningsløse bare endnu et vilkår, vi mennesker må forholde os til?
Findes meningen med livet på toppen af bjerget?
I det græske sagn er Sisyfos' mål at få skubbet stenen op på bjergets top. Det ville afslutte arbejdet, og er for ham altså "meningen".
Guderne fjerner med deres straf, altså selve formålet, og gør dermed hans arbejde meningsløst.
Kan man derfor tolke toppen af bjerget, som meningen med livet?
Her synes jeg, at budskabet i fortællingen afspejler vores verden meget godt.' For han tager jo ikke kontrollen tilbage ved at nå toppen, men ved selv at finde en mening i arbejdet.
Vi mennesker har siden tidernes morgen søgt svaret på livets store spørgsmål. Det har medført en række af perspektiver på hvad formålet med tilværelsen kan være.
Her tænker jeg specifikt på både de religiøse og filosofiske retninger:
Religionen:
Meningen findes ofte i noget større end mennesket selv: Gud, sjælen, frelsen eller livet efter døden.
Humanisme:
Humanisme peger på menneskets værdighed, frihed, ansvar og relationer til andre.
Epikuræisme:
Epikuræisme ser "meningen" i et enkelt liv med mådehold, venskab og færre unødige begær.
Stoicisme:
Stoicisme flytter blikket fra det, vi ikke styrer, til måden vi forholder os til det på. Meningen ligger måske ikke på toppen af bjerget, men i dømmekraften undervejs.
Det viser, at vi alle har forskellige perspektiver på formålet med vores "evige arbejde", som kan afhænge af vores kultur, tradition og arv.
For mange bringer det også håb. Det gælder specielt de steder i verden hvor vores medmennesker udsættes for undertrykkelse eller andre grusomheder, som en uretfærdig del af deres tilværelse.
Findes der et endegyldigt svar på hvad formålet er?
Jeg afviser ikke noget, og det gælder både trosretninger, filosofier, eller andre teorier om formålet med vores eksistens.
For ved at gøre dette, vil jeg antyde at jeg ved, hvad meningen med livet er, og ved jeg selvfølgelig ikke.
Jeg finder også budskaber om medmenneskelighed, ydmyghed og næstekærlighed smukke, og det er kun godt, at mange mennesker finder ro og trøst i deres overbevisning.
Så længe man også accepterer andre holdninger, og ikke påstår, at ens egen er den eneste "rigtige".
For hvad nytter det, at jeg bruger min sparsomme tid op ad den stejle bjergskråning på at diskutere med sidemanden om, hvad der venter på den fjerne bjergtop?
Bør vi ikke i virkeligheden indse, at det eneste, vi lige nu med sikkerhed ved, er, at vi befinder os på det samme bjerg?
Afslutning: Må man forestille sig Sisyfos lykkelig?
Et sidste vigtigt element for mig er budskabet om at fortsætte, selv hvis der ikke findes en dybere mening.
For det tragiske i denne fortælling er måske ikke kun, at stenen ruller ned igen, men at vi kan ende med selv at slippe den og sætte os i skrædderstilling halvvejs oppe på bjerget.
Vi har trods alt stadig et ansvar i det hjemlige. I hverdagen, særligt med børn, er der slet ikke tid til at stå stille, og det er måske også i hjemmet, glæden skal findes. Vores motivation til at fortsætte.
Det er her, vi føler, at vi gør en forskel, også selvom de huslige pligter om noget kan kaldes sisyfosarbejde. Nok springer vi en gang imellem støvsugningen over eller lader opvasken vente en dag mere.
Men aldrig med begrundelsen, at det "jo alligevel bliver beskidt igen". Det er en opgivende tanke, og den bringer sjældent noget godt med sig.
Hvorom alt er, så er Sisyfos-myten en tankevækkende historie, og som mange andre emner og overbevisninger inden for filosofien, bringer den også en slags værdi til menneskets forståelse og søgen efter et formål med eksistensen.
Denne fortolkning af den oldgræske fortælling er blot mine egne refleksioner og et forsøg på at finde en sammenkobling til den nutidige verden.
Hvad tænker du?:
Tror du, at Sisyfos er lykkelig?
Ja, på sin egen måde
Nej, straffen er stadig meningsløs
Om forfatteren
Jeg hedder Mads og skriver under pseudonymet Iter Mentis på min blog Sindets Rejse.
Her skriver jeg om filosofi, samfund og alt imellem.
Din nysgerrighed er altid velkommen her.
Ofte stillede spørgsmål om myten om Sisyfos
Hvad handler historien om Sisyfos om?
Fortællingen handler om Sisyfos, der bliver straffet med en evig gentagelse. Han skal skubbe en sten op ad et bjerg i underverdenen, men hver gang stenen nærmer sig toppen, ruller den ned igen. Derfor er fortællingen blevet et billede på forgæves arbejde, gentagelse og menneskets møde med vilkår, det ikke selv har valgt.
Hvad betyder sisyfosarbejde?
Sisyfosarbejde betyder arbejde, der gentages uden at føre til et varigt resultat. Begrebet stammer fra Sisyfos’ straf, hvor han igen og igen må begynde forfra med den samme sten. I dag bruges ordet om opgaver, der føles endeløse, fordi indsatsen hurtigt bliver ophævet, og man står tilbage ved udgangspunktet.
Hvorfor blev Sisyfos straffet?
Sisyfos blev straffet, fordi han i flere versioner udfordrer gudernes orden. Forklaringerne varierer, men han forbindes ofte med list, overmod og forsøg på at snyde døden. Det afgørende i fortællingen er dog ikke kun årsagen til straffen, men selve billedet: stenen, bjerget og den evige gentagelse.
Hvordan fortolker Albert Camus myten om Sisyfos?
Albert Camus brugte Sisyfos som et filosofisk billede på menneskets møde med det absurde. Han genfortæller ikke bare den græske myte, men bruger figuren til at undersøge, hvordan mennesket kan fortsætte, selv når verden ikke giver et klart svar på vores søgen efter mening, orden eller formål.
Hvad betyder det absurde hos Camus?
Det absurde hos Camus betyder spændingen mellem menneskets behov for mening og en verden, der ikke nødvendigvis svarer. Det er ikke bare en påstand om, at alt er ligegyldigt. Det absurde opstår snarere i mødet mellem vores spørgsmål og en virkelighed, som ikke lover os en højere forklaring eller et endeligt svar.
Hvorfor sagde Camus, at man må forestille sig Sisyfos lykkelig?
Camus siger det, fordi Sisyfos bliver bevidst om sin skæbne og alligevel fortsætter. Det betyder ikke, at straffen bliver let eller god. Pointen er mere nøgtern: Sisyfos lever ikke længere i illusionen om, at stenen bliver liggende på toppen. Han ser vilkåret klart og bærer det videre.
Kan Sisyfos bruges til at forstå hverdagen i dag?
Ja, Sisyfos kan bruges som et billede på hverdagens gentagelser. Arbejde, hjem, pligter, ansvar og rutiner kan nogle gange ligne den samme sten, der skubbes op ad det samme bjerg. Det betyder ikke nødvendigvis, at hverdagen er meningsløs. Men fortællingen kan beskrive, hvorfor gentagelse fylder i menneskelivet.
Handler myten om Sisyfos om meningen med livet?
Sisyfos-fortællingen kan læses som en refleksion over meningen med livet, men den giver ikke ét endeligt svar. Den spørger snarere, om meningen findes på toppen af bjerget, i arbejdet undervejs eller i den måde, mennesket forholder sig til sine vilkår på. Derfor passer den til en åben filosofisk refleksion.
Kilder og videre læsning
Hvis du vil læse mere om Camus og Sisyfos-myten, kan disse kilder være relevante.
Stanford Encyclopedia of Philosophy: "Albert Camus"
Forstå Camus’ filosofi, især hans forhold til absurditet, mening, oprør og spørgsmålet om eksistensens vilkår.
Encyclopaedia Britannica: "Sisyphus"
Den mytologiske baggrund: Sisyfos som græsk figur, hans forsøg på at snyde døden og straffen med stenen i underverdenen.
Encyclopaedia Britannica: "The Myth of Sisyphus"
Information om Camus’ essay fra 1942 og hvordan han bruger Sisyfos som billede på menneskets kamp med det absurde.
Kommentarer