Hvad betyder retfærdighed i en verden uden løfter?
- Iter Mentis
- 2. nov. 2024
- 7 min læsning
Opdateret: 24. aug.
"Livet er ikke en retssag, hvor vi kan fremføre vores sag for at få retfærdighed. Det er en uregelmæssig dommer, der ofte dømmer uden logik, og vi må lære at navigere dets vilkårlighed uden at miste os selv."
Retfærdighed. Et ord, der indeholder en forventning, måske endda en næsten blind tro på, at det sande og rigtige til sidst vil sejre.
Måske netop derfor føles det næsten ubærligt, når vi så i stedet oplever uretfærdigheden vælte hele vores forestilling om, at verden er styret af orden og balance.
Alligevel er det i mødet med det uretfærdige, at vi lærer en af livets vigtigste lektier, nemlig at denne verden hverken lover, eller er forpligtet til at følge os menneskers indre sans for retfærdighed.
Når retfærdighed viser sit fravær
"Der er mennesker i verden, der har det værre end dig!" er en sætning, der kort sagt skal forstås som "Hold op med at tude." Det er også et begreb, man kan tænke dybere over i et filosofisk perspektiv. Men hvad betyder det egentlig, når vi siger: "Der er mennesker i verden, der har det værre end dig"? Det er et forsøg på at vække os fra selvmedlidenhed og minde os om vores plads i det større billede.
Men i sin rå form er det også en benægtelse af ens egen smerte – en påmindelse om, at klager og følelser kan synes små i mødet med verdens kaos. Det er et kald til at tage sig sammen, men også en fare for at undertrykke den menneskelige oplevelse af at være sårbar.
Når jeg som forælder oplever en dårlig samvittighed, er det oftest forbundet med frygten for "ikke at slå til" som forælder. Frygten for ikke at udnytte den dyrebare tid, som ikke stopper for nogen eller noget. Jeg kan bedst udtrykke denne frygt i form af et citat, som en kollega gav mig som et råd, da min mindste søn lige var kommet til verden:
"Nyd det! for næste gang du vender dig om er han flyttet hjemmefra!"
Både frygten for ikke at udnytte tiden og "Der er mennesker i verden, der har det værre end dig!" Citatets budskab om at tage mig sammen understreges kraftigt af den næste tanke, som bryder frem. For alt imens jeg ser min ene søn træde ind i de voksnes rækker og min anden søn knække koden til pedalerne på hans trehjulede cykel, så kører tankerne om de tusindvis af nu barnløse forældre i krigshærgede lande langt herfra. Forældre, der frustrerede og grådkvalte skriger mod himmelen på en Gud, som ikke kommer, og er Gud, når Gud skal være. For hjælpen er uendelig langt væk, når alt, du kendte til, ligger som udbombede ruiner omkring dig.
Uretfærdighed kaldes det, og man kan forbande den fra i dag til i morgen og fra i morgen til i overmorgen. Man kan tordne mod politiske og religiøse idealer. Man kan med raseriets skummende fråde om munden forbande krig, krigsherrerne og den geopolitiske magtbalance.
Man kan anklage alt mellem himmel og jord, Gud og hver mand. Men til sidst, når alt kommer til alt, når man frem til den opgivende erkendelse af, at livet ikke er forpligtet til at give os noget som helst og på ingen måde uddeler retfærdighed efter fortjeneste.
"Vores ubøjelige sans for retfærdighed stammer fra en kilde, vi ikke helt forstår, men den former os og styrer vores handlinger, selv når logikken siger, at kampen er forgæves."
Retfærdighed i filosofien
I filosofien spørger man ofte: hvad er retfærdighed? Handler den om fordeling (fordelende/distributiv) eller udligning (udlignende/korrektiv)?
Nogle forskere mener, at retfærdighed stammer fra menneskets arvemæssige behov for at sikre samarbejde og overlevelse i sociale grupper. De peger på, at vores forfædre fandt det vigtigt, at ressourcer blev ligeligt fordelt, og at regler blev overholdt. Dette menes at kunne forklare, hvorfor vi mennesker reagerer negativt på uretfærdighed. I filosofien har en række af de mest toneangivende filosoffer løbende taget emnet op.
Amartya Sen og kapabilitetstilgangen
I nyere tid har filosoffen Amartya Sen også givet sit besyv med. Han fokuserede på, hvordan retfærdighed bør handle om at forbedre folks faktiske liv og muligheder frem for at følge idealiserede principper. Han understregede betydningen af praktisk anvendelse og konkrete forbedringer af menneskers liv.
Platon: retfærdighed som orden
Ifølge den græske filosof Platon, i værket Staten, skrevet omkring år 380 fvt., er retfærdighed at gøre det, der er passende for ens rolle, og at finde balance mellem forskellige elementer i samfundet og sjælen. Hvis man antager, at forskningen er korrekt, så har retfærdighed altså ligget i os altid, i en eller anden form for etisk moral. Man kan jo så på baggrund af dette konkludere, at uretfærdighed har eksisteret som en parallel modvægt.
Det, jeg finder interessant, er, at forskningen på området kun er gisninger. Men hvor stammer vores retfærdighedsfølelse så fra?
Forventning kontra realitet
Uretfærdighed har vi alle oplevet i en eller anden form. Måske i kærestesorgernes selvmedlidende "Hvorfor skal jeg have det så dårligt, når hun/han opfører sig, som om intet er sket?" Det kan også være "chefen fra helvede," som tyranniserer sine ansatte og er skyld i sygemeldinger og dårligt arbejdsklima, men stadig driver en succesfuld virksomhed, der kun vokser økonomisk og ekspanderer tilsvarende.
Politisk retfærdighed og undertrykkelse af befolkningen
Jeg kan også skalere det op og se på et land i Fjernøsten, hvor befolkningen sulter, men landet prioriterer atomvåben, militæret og ikke mindst regimet over den undertrykte befolkning, der sulter.
Et land, hvor jeg bliver alt andet end positivt forbløffet over, at man med landets ca. 25 millioner indbyggere stadig formår at holde hele landet lukket for omverdenen. Et land, der fortæller dig, hvad du skal tænke og føle, og beskriver sig selv som et utopia, hvor den store leder er årsag til alt det gode, du SKAL føle, mens omverdenen får skylden for den fejlslagne høst eller de manglende ressourcer.
Uretfærdigheden over for dette lands befolkning er så åbenlys, at ingen kan tage fejl. Hvor er den lykkelige slutning på dette eventyr?
Retfærdigheden i et samfundsmæssigt perspektiv
Retfærdighed kan også ses i et mere socialt aspekt. Vi behøver kun at kigge omkring os for at opdage både retfærdigheden og dens negative modvægt. Her taler jeg om mennesker, der i en alt for ung alder bliver bekendt med livets uretfærdighed i en grad, der vil præge deres misforståede voksenliv. Børn, der stifter bekendtskab med livets uretfærdighed i en alder, hvor barndommens nysgerrighed og ubekymrede leg burde have været oplevelsen. Fordi børn bliver til voksne, og vi voksne har det med at afspejle de ting, vi tager med os i bagagen.
Disse mennesker vokser op og vil afspejle det kaos, de kommer fra. Nogle af dem vil måske søge anerkendelse i grupper med ligesindede, andre vil måske søge trøst i misbrug, og nogle vil lykkeligt komme ud på den anden side.
Det, jeg vil frem til, er, at det er nemt at stemple mennesker omkring dig, som er produkter af deres opvækst, og sige, at de jo bare kunne have valgt en anden vej. Okay, men så svar mig på dette:
Hvem greb disse mennesker i tide? Og kan man dømme folk uden at sætte sig ind i deres baggrund? Og til sidst, hvor var retfærdigheden, da de fortjente den?
Uretfærdighedens konsekvenser
Vi vokser op med fortællinger om retfærdighed. Eventyr, film og barndommens historier lærer os, at hvis vi gør det rigtige, hvis vi arbejder hårdt og behandler andre godt, vil livet gengælde os med succes og lykke. Men med tiden lærer vi at tage vores forbehold. Vi lærer også, at vi ikke kan sætte vores lid til, at mennesker, der har trådt os over tæerne, rent faktisk bliver retfærdigt straffet, med mindre vi selv aktivt sørger for det.
Man kan også finde det uretfærdigt, at mennesker, som lever efter etiske eller religiøse principper, bliver godtroende ofre for individer, der søger deres egen vinding. Det er også foruroligende, at hvad der ville ske, hvis vi mistede tilliden til vores retssystem, og vi dermed ser et samfund drevet af folkets selvjustits. For er det i virkeligheden bedre?
Vi risikerer, at folk reagerer på, hvad de læser og hører, og derved bliver rygtet pludselig det fakta, som folk dømmes på, uden konkrete beviser.
Retfærdighed i livet: vores valg
Livet, i sin mest rå form, præsenterer os ofte med en virkelighed, der synes langt fra idealet om retfærdighed. Fra de tidligste filosofiske værker har tænkere kæmpet med spørgsmålet om, hvorfor nogle oplever overflod, mens andre knap nok overlever. Aristoteles beskrev retfærdighed som en dyd, men selv han måtte erkende, at verden ikke altid afspejler denne dyd i praksis.
Det er en udfordring at acceptere, at universet er indifferent over for menneskets forestilling om godt og ondt, ret og uret. Naturens love kender ingen moral, og verden fortsætter ufortrødent, uanset hvor hårdt vi råber efter retfærdighed. Og her opstår paradokset: Vi søger retfærdighed i en verden, der ikke lover os den, men vi fortsætter alligevel med at skabe den i vores egne små hjørner af tilværelsen.
Denne stræben er ikke uden grund. For selvom retfærdighed ikke er en universel lov, er den en menneskelig nødvendighed. Det er i vores reaktioner på uretfærdighed, vi viser, hvem vi virkelig er. Når vi står over for livets ubarmhjertige sider – tab, uretfærdighed, og lidelse – er det vores evne til at mønstre håb og handle i overensstemmelse med vores værdier, der gør en forskel. Det er ikke resultatet af kampen, men selve kampen for retfærdighed, der giver vores liv betydning.
Selvom vi måske aldrig kan ændre livets uretfærdige natur, ligger der en vis magt i vores individuelle valg. Stoicismen påpeger f.eks., at vi kun kan kontrollere vores egne reaktioner, og dermed ikke kan påvirkes af ydre omstændigheder.
Og måske er det netop denne stoiske dyd, som fastholder os i troen på retfærdighed og stadig gør os disciplineret nok til også at tage hånd om dem, der ikke selv er i stand til at tale deres sag. Måske skal retfærdighed i virkeligheden opfattes som den menneskelige forpligtelse, vi har over for hinanden og os selv.
Tak fordi du læste med!
Læs også:
