Østlig filosofi: En måde at forstå liv, lidelse og mening
- Iter Mentis
- 27. nov. 2025
- 15 min læsning
Opdateret: 10. jan.
Du har sikkert stødt på ord som karma, zen eller yin og yang, og måske også hørt, at de har rødder i østlige filosofier. Men har du nogensinde tænkt over, hvad østlig filosofi egentlig er?
I dette indlæg ser jeg nærmere på østens traditioner, og nogle af de vigtigste ideer fra indisk, kinesisk og japansk filosofi og på, hvordan de forsøger at forstå liv, lidelse, fællesskab og mening.
Undervejs ser vi også på forskelle og ligheder mellem østlig og vestlig filosofi.
Målet er at give et let forståeligt overblik over nogle centrale tanker i Østens traditioner, så du selv kan vurdere, hvad der vækker din nysgerrighed, og hvad der er værd at dykke videre ned i.
Indholdsfortegnelse
Hvad er østlig filosofi? kort overblik
Når man bruger selve begrebet østlig filosofi, bruger man som regel ordet som en samlebetegnelse for filosofiske traditioner, der er opstået i Asien. Oftest tænker man på Indien, Kina og Japan og på retninger som indisk filosofi, konfucianisme, taoisme, buddhisme og zen.
Det lyder ligetil, men begrebet er ikke enkelt. Det er vokset frem i en vestlig sammenhæng, hvor man historisk har skelnet mellem "Vesten" og "Østen" og placeret filosofi, religion og kultur i hver sin lejr.
I kolonitiden blev asiatiske traditioner ofte fremstillet som en samlet østlig måde at tænke på i modsætning til den europæiske, som blev set som rationel og videnskabelig. Sporene af denne opdeling findes stadig i sproget.
Ser man på traditionerne indefra, er billedet dog langt mere nuanceret:
Indisk filosofi
Rummer en række skoler, der diskuterer alt fra erkendelse og logik til etik og befrielse.
Kinesisk filosofi
Har sine egne udviklingslinjer, hvor konfucianisme, taoisme, Mohisme og legalisme står i spænding til hinanden.
Japansk filosofi
Bygger videre på idéer fra kinesisk tænkning og buddhisme, men udvikler med tiden sin egen karakter gennem zen, bushido og shinto.
Når jeg i dette indlæg skriver østlig filosofi, bruger jeg det som et fællesnavn for at gøre stoffet mere overskueligt. Fokus er især på tre hovedområder: indisk filosofi, kinesisk filosofi og japansk filosofi, mens andre traditioner får en mere perifer rolle her.
Tanken er at give et samlet, let forståeligt overblik over nogle af de vigtigste idéer, så du kan få greb om hovedlinjerne.
Nederst finder du forslag til tekster og kilder, hvis du får lyst til at dykke videre ned i detaljerne.
Centrale tænkere i østlig filosofi
Jeg har lavet denne liste over de mest centrale østlige tænkere:
Siddhartha Gautama (Buddha):
Indisk religiøs-filosofisk lærer, der analyserer lidelse, begær og vejen til frigørelse.
Lao Zi (Lao Tzu):
Tilskrives værket Dao De Jing og idéen om at leve i overensstemmelse med tao, den grundlæggende orden.
Zhuangzi:
Kinesisk tænker, der udfordrer faste sandheder med fortællinger og paradokser om forandring og perspektiv.
Konfucius (Kongzi):
Ser mennesket som formet gennem relationer, pligter og ritualer i familie og samfund.
Mencius:
Videreudvikler konfucianismen og betoner menneskets grundlæggende moralske potentiale.
Nāgārjuna:
Indisk buddhistisk filosof, kendt for analysen af tomhed (śūnyatā) og kritik af faste begreber.
Dōgen:
Japansk zen-tænker, der forbinder meditation, hverdagshandlinger og indsigt i tilværelsens foranderlighed.
Indisk filosofi: Befrielse, karma og selvforståelse
Indisk filosofi er en af verdens ældste filosofiske traditioner. Den er nært forbundet med religion, ritual og meditation, men omfatter også abstrakte diskussioner om erkendelse, logik og sprog.
Overordnet kredser mange retninger om spørgsmålene:
Hvad er menneskets situation?
Hvad vil det sige at være bundet?
Og hvordan kan man blive fri?
Historisk baggrund og hovedretninger
Indisk filosofi rummer både det, der ofte kaldes "ortodokse" skoler, som står i forlængelse af de vediske skrifter, og "heterodokse" traditioner, der står udenfor eller i opposition.
Inden for de første finder man blandt andet skoler som:
Nyaya (logik og erkendelse).
Vaisheshika (metafysik og kategorier).
Samkhya (dualismen mellem bevidsthed og natur).
Yoga (praksis og disciplin).
Vedanta (fortolkninger af de Upanishader, der reflekterer over selvet og det absolutte).
Ved siden af disse står traditioner som buddhisme og jainisme. De har deres egne skrifter, begreber og praksisser, men er samtidig i tæt dialog med de øvrige skoler.
Der diskuteres, hvad der kan erkendes, hvordan man bør leve, og hvad det vil sige at blive frigjort fra lidelse og genfødsel.
Fælles for mange af disse retninger er, at filosofi ikke alene forstås som teoretisk tænkning, men som en "vej".
Den filosofiske erkendelse hænger sammen med livsførelse, øvelse og disciplin. Man studerer ikke blot verden på afstand, men forsøger at ændre sin måde at være i verden på.
Karma, dharma og vejen til befrielse
Et centralt sæt begreber i indisk filosofi er karma og dharma:
Karma | Dharma |
Karma betyder, at det du gør, får konsekvenser. I nogle traditioner gælder det også det, du siger og tænker. Det handler ikke kun om følelser og om, hvordan andre reagerer, men også om en større orden i verden, hvor handlinger kan få betydning i dette liv og i kommende liv. | Dharma er et ord for den rette måde at leve på. Det kan både betyde regler og orden i verden og de pligter, et menneske har. Hvis man lever imod dharma, skaber det uro og problemer, mens et liv i tråd med dharma ses som en vej til sjælero og balance. |
Mange indiske traditioner arbejder med nogle faste nøglebegreber:
Samsara: Den evige cyklus af fødsel, død og genfødsel
Moksha: Befrielse fra denne cyklus.
Nirvana: Buddhismes betegnelse for en radikal form for frigørelse fra samsara, hvor lidelse, begær og uvidenhed ophører.
Lidelse ses her ikke kun som noget, der hører dette ene liv til, men som et grundvilkår ved at være fanget i samsara.
Filosofien spørger derfor ikke bare, hvordan man lever bedst her og nu, men om det overhovedet er muligt at blive fri af disse bindinger.
Her adskiller indisk filosofi sig fra mange vestlige positioner. Hvor man i Vesten ofte diskuterer etik, mening og sandhed inden for rammen af dette liv, tænker mange indiske traditioner over flere liv, kosmisk retfærdighed og veje til endelig befrielse.
Selvet, ikke-selvet og selvforståelse
Et andet afgørende tema i indisk filosofi er spørgsmålet om selvet (hvad vil det sige at være mig?).
Nogle skoler, især inden for visse retninger af Vedanta, hvor man taler om atman som et indre, uforanderligt selv, der i sidste ende identificeres med Brahman, den absolutte virkelighed.
For overblikkets skyld kan vi samle de vigtigste begreber sådan:
Atman:
Et indre, uforanderligt selv, der ikke blot er krop eller tanker.
Brahman:
Den grundlæggende, absolutte virkelighed, som alt udspringer af.
ikke-selv (anatman):
Synet på "jeg" som en sammensætning af foranderlige processer, ikke en fast kerne.
Vedanta:
En retning i indisk filosofi, der fortolker Upanishaderne og undersøger forholdet mellem atman og Brahman.
Her bliver filosofien en søgen efter at erkende denne dybe identitet, som ligger bag ændringerne i krop og psyke.
Andre traditioner, især inden for buddhismen, kritiserer netop ideen om et fast selv. I stedet taler man om ikke-selv og analyserer mennesket som en sammensætning af processer, der hele tiden forandrer sig.
Lidelsen opstår, når vi fastholder et billede af et uforanderligt jeg, og frigørelsen består i at se denne binding igennem.
Spørgsmålet om selvet er dermed ikke bare et abstrakt tema, men knyttet til lidelse, begær, tilknytning og frigørelse. Hvad vil det sige at være "mig", hvis alt forandrer sig? Er der noget bestandigt, eller er det netop vores fastholden af noget bestandigt, der skaber problemer?
Her stiller indisk filosofi spørgsmål, som også klinger med i mange moderne debatter om identitet og bevidsthed.
Kinesisk filosofi: harmoni, relationer og orden
Kinesisk filosofi er formet i tæt sammenhæng med stat, samfund og hverdagsliv.
Hvor mange indiske filosofiske traditioner ofte kredser om befrielse fra genfødsel, handler kinesisk tænkning i høj grad om, hvordan man skaber orden, harmoni og gode relationer i denne verden. Etik, politik, kosmologi og personlig dannelse flettes tæt sammen.
Konfucianisme og de menneskelige relationer
Konfucianisme, opkaldt efter Kongzi (Konfucius), har haft enorm betydning for kinesisk kultur og for flere nabolande. Centralt står ideen om, at mennesket grundlæggende er et relationelt væsen.
Man bliver til som menneske gennem relationen til andre: familie, slægt, lokalsamfund og stat.
Konfuciansk etik drejer sig om at leve op til sine roller og forpligtelser på en måde, der skaber harmoni. Der tales om dyder som menneskekærlighed, retfærdighed, mådehold og visdom.
Gode relationer forudsætter, at man øver sig i at handle passende, både i det små og i det store. Ritualer og vaner spiller her en vigtig rolle.
For overblikkets skyld kan nogle centrale konfucianske nøglebegreber samles sådan:
ren: menneskekærlighed eller medmenneskelighed.
li: ritualer, høflighed og passende adfærd i forskellige situationer.
yi: retfærdighed og det at handle rigtigt ud fra situationen.
xiao: sønlig pietet – omsorg og respekt for forældre og forfædre.
Hvor moderne vestlig tænkning ofte lægger vægt på individets rettigheder, betoner konfucianismen relationernes betydning.
Et menneske bliver ikke forstået isoleret, men som del af et netværk af gensidige forpligtelser.
Det betyder ikke, at individet er uden værdi, men at dets værdighed udfolder sig i samspillet med andre.
Taoisme og livet i overensstemmelse med tao
Ved siden af konfucianismen står Taoismen (også kendt som daoismen), som ofte er knyttet til navne som Lao Zi og Zhuang Zi. Her står Tao i centrum.
Tao kan oversættes til "vejen", og forstås som den uforklarlige orden i universet – eller mere enkelt: naturens orden.
I taoismen opfordres mennesket til at leve i overensstemmelse med tao, som bedst kan beskrives som at handle, uden at forcere tingene unødigt.
Idealet er at undgå at "presse" verden ind i egne forestillinger. I stedet handler det om at være opmærksom på situationens egen rytme og lade handlingen udspringe af den.
Nogle centrale temaer i taoismen kan skitseres sådan:
tao: "vejen" eller naturens orden.
wu wei: ikke-forcerende handlen – at handle uden at presse tingene i forhold til egne ønsker og forestillinger.
ziran: naturlighed eller spontanitet – at lade ting udfolde sig i overensstemmelse med deres egen natur
Hvor konfucianismen betoner struktur, pligter og roller, betoner taoismen spontanitet, enkelhed og det at slippe for meget kontrol.
Disse retninger står delvis som modsætninger til hinanden, men de har begge sat dybe spor i den kinesiske tankegang.
Mange senere traditioner forsøger at forene elementer fra begge.
Hvis du vil dykke dybere ned i denne retning, har jeg skrevet et særskilt indlæg om netop taoismen: Hvad er taoisme? Den kinesiske filosofi om balance og harmoni
Yin og yang: den kosmiske balance
Yin og yang er et af de mest kendte tegn fra kinesisk tænkning. Det viser to sider, der hører sammen.
Det handler ikke, som mange tror, om godt og ondt, men om kræfter, der ikke kan eksistere uden hinanden. Begge sider er nødvendige for, at naturen kan være i balance.
Tænkningen om yin og yang ligger blandt andet bag klassisk kinesisk medicin, kosmologi og etik, hvor verden forstås som et dynamisk samspil mellem disse kræfter.
Forenklet kan man sige:
Yin: den rolige, mørkere og indadvendte.
Yang: den aktive, lysere og mere udadvendte side.
Ingen af siderne er nok i sig selv. De har brug for hinanden og påvirker hele tiden hinanden.
I denne forståelse er verden ikke en kamp mellem absolutte modsætninger, men mere som to vægte, der tilsammen opretholder balancen.
Når der opstår uro, eller indre splittelse, kan det ses som et tegn på, at balancen mellem yin og yang er blevet forstyrret.
Japansk filosofi: zen, praksis og nærvær
Japansk filosofi er skabt i en blanding af lokale traditioner, og påvirkninger fra Kina og Korea, især gennem buddhisme og konfucianisme.
Over tid udvikles der former, hvor æstetik, etik og skik går tæt hånd i hånd.
For overblikkets skyld kan vi samle nogle af de vigtigste spor sådan:
Zen:
En buddhistisk retning, der betoner meditation, direkte erfaring og hverdagslig opmærksomhed.
Bushido:
"Krigernes vej" – idealer om ære, loyalitet, mod og selvkontrol i samuraikulturen.
Shinto:
Japansk traditionsreligion, hvor natur, forfædre og ritualer spiller en central rolle.
Zen: meditation og livssyn
Zen er en retning inden for mahayana-buddhismen, der både er en religiøs og filosofisk tradition, der lægger mere vægt på meditation og førstehåndserfaring end på teori.
Meditation, på japansk kaldet zazen, praktiseres ved at sidde i stilhed, følge åndedrættet og være så til stede som muligt i det, der sker nu.
Zen-litteratur er ofte fulde af korte og lidt mærkelige historier eller sætninger. De er dog ikke gåder, som skal løses, men en måde at få en til at ændre sit tankemønster, og slippe nogle af sine faste "tankevaner".
I zen hænger tænkning og måde at leve på tæt sammen. Det vigtige er ikke kun, hvad man mener, men hvordan man taler, arbejder og er sammen med andre mennesker.
Et beslægtet tema kan ses i vestlig mystik, som beskrevet i mit indlæg:
Bushido, shinto og kulturelle lag
Japansk tænkning er også præget af andre lag.
Bushido
Bushido ofte oversat som "krigernes vej", er en samling idealer for ære, loyalitet, mod og selvkontrol, knyttet til samuraikulturen. I den form, vi kender i dag, er bushido især blevet formuleret og idealiseret i Edo- og Meiji-perioden.
Her vægtes villigheden til at give afkald på sit eget liv for noget, der opleves som større, og det at stå fast i mødet med fare og usikkerhed.
Shinto
Shinto beskrives ofte som Japans oprindelige religion og har sat dybe spor i japansk kultur.
Her ærer man kami – hellige kræfter eller væsener knyttet til naturen, forfædrene og særlige steder – gennem ritualer, renselse og højtider. I denne traditions- og naturreligion opfattes verden som gennemtrængt af sådanne kræfter, der knytter sig til landskab, slægt og det enkelte menneske.
Shinto viser sig derfor mindre som en fast trosbekendelse, som vi kender den fra de store verdensreligioner, og mere som skikke og ritualer, der binder menneske, natur og fællesskab sammen, ofte i samspil med buddhismen.
Japansk filosofi kan derfor ikke isoleres til zen alene, men må ses som et samspil mellem flere traditioner.
Hvis du vil læse mere uddybende om shintoisme, kan du læse meget mere i mit blogindlæg:
Hvad er Shintoisme?
Læs om Japans oprindelige religion, som sætter menneskets plads i verden i perspektiv.
Andre retninger i østlig filosofi
Ud over de mere kendte traditioner fra Indien, Kina og Japan rummer østlig filosofi også en række andre miljøer, som kort er værd at nævne.
I Korea videreudvikles især konfuciansk tænkning. I Joseon-tiden blev neo-konfucianisme dominerende, og senere opstod Silhak (“praktisk læring”), hvor tænkere som Jeong Yagyong (Dasan) kritiserede abstrakt lære og arbejdede med mere konkret etik, lov og samfundsreformer.
I Tibet udvikles særlige former for buddhistisk filosofi inden for tibetansk buddhisme. Her videreføres indiske mahayana-skoler som Madhyamaka og Yogācāra, der undersøger tomhed, bevidsthed og erkendelse, og knyttes tæt til meditation og klosterliv.
I Sydøstasien er theravada-buddhisme central, især i Sri Lanka, Thailand, Myanmar, Laos og Cambodja. Her præger den både klostertradition, etik og forestillinger om karma, genfødsel og vejledt meditationspraksis.
I Vietnam taler man ofte om Tam Giáo "de tre lære": buddhisme, konfucianisme og taoisme, som et samspil, der stadig påvirker synet på moral, familie, stat og åndelige praksisser. Disse tre traditioner fungerer som en sammenvævet ramme for religion og filosofi i store dele af landet.
Tilsammen viser disse eksempler, at østlig filosofi er langt bredere end de klassiske eksempler og fortsat udvikler sig på tværs af regioner og historiske perioder.
Fælles temaer i de østlige filosofier
Selv om indisk, kinesisk og japansk filosofi er meget forskellige, er der visse temaer, der går igen.
Taler man om østlig filosofi som helhed, er det ofte disse mønstre, man har i tankerne. Man skal dog være varsom med ikke at gøre dem til faste klicheer.
Helhed og tilknytning
Mennesket forstås ofte som del af en større helhed:
I indisk tænkning indgår det i et kosmisk kredsløb af handlinger og følger.
I kinesisk filosofi ses det som placeret midt i relationer og naturens rytmer.
I japanske traditioner spiller natur, sted og fællesskab en central rolle.
Fælles er ideen om, at mennesket står i et levende forhold til noget større end individet.
Befrielse, oplysning og lidelse
Mange østlige traditioner kredser om lidelse og muligheden for befrielse. I indisk filosofi er samsara og befrielse fra genfødsel et hovedtema.
I buddhismen analyseres lidelsens årsager for at finde en vej ud. Andre retninger taler om uvidenhed eller uorden, som mennesket kan arbejde med.
Vejen ud beskrives sjældent som enkel, men forbundet med øvelse, disciplin og et opgør med selvoptagethed.
Selvet som relationelt og foranderligt
Flere traditioner udfordrer forestillingen om et stabilt, klart afgrænset jeg.
Buddhisme analyserer det, vi kalder "jeg", som sammensat og foranderligt.
I konfucianisme bliver identiteten til i relationerne.
I taoisme kritiseres stive billeder af, hvem man er, til fordel for en mere fleksibel måde at være til på.
Vægten ligger ofte på bevægelse og processer frem for et fast indre centrum.
Praksis frem for abstrakt teori
Mange østlige filosofier lægger vægt på, hvad man gør, ikke kun på, hvad man tænker. Meditation, ritualer, kropslig disciplin og daglig etik er alt sammen en del af selve tænkningen.
Filosofisk indsigt måles derfor også i handling: i måder at reagere, handle og omgås andre på. Her adskiller mange østlige traditioner sig fra et billede af filosofi som ren teoretisk disciplin.
Østlig og vestlig filosofi: ligheder og forskelle
Når man sammenligner østlig og vestlig filosofi, er det let at sætte dem op som to modsatte sider.
Man hører tit, at østlig filosofi handler om helhed og spiritualitet, mens vestlig filosofi handler om logik og skarp tænkning.
Der er en smule sandhed i det billede, men det er også for enkelt.
Typiske billeder af øst og vest
Hvis man tegner det meget groft, kan man sige:
Vestlig filosofi: forbindes ofte med logik, beviser og diskussioner om, hvad der er sandt og falsk.
Østlig filosofi: forbindes ofte med livsvisdom, natur, religion, meditation og måder at leve på.
I mange vestlige traditioner bliver filosofi set som noget, der foregår i tanken: man skriver tekster, argumenterer og prøver at forklare, hvordan verden hænger sammen.
I mange østlige traditioner er filosofi tættere knyttet til ritualer, meditation, kropslige øvelser og regler for, hvordan man lever sammen med andre.
Nuancer og undtagelser
Den opdeling bliver hurtigt for grov. I Vesten findes der også filosoffer, der mest er optaget af livet og hverdagen, for eksempel stoikerne i antikken eller eksistentialister i nyere tid. Her handler det om, hvordan man lever med modgang, valg og ansvar.
Omvendt findes der i Asien skoler, hvor man arbejder meget abstrakt med svære teorier om viden, logik og virkelighed.
Der er altså både "tænke-filosofi" og "leve-filosofi" i begge dele af verden.
Billedet er derfor mere blandet, end en enkel "øst mod vest opstilling" giver indtryk af. I både østlig og vestlig filosofi er der indbyrdes uenighed, kritik og mange forskellige retninger.
Fælles spørgsmål i øst og vest
Hvis man ser på de spørgsmål, der bliver stillet, ligner de ofte hinanden. Både østlige og vestlige filosoffer har tænkt over etik, mening, død, sandhed og det gode liv.
Det der skiller dem, er ofte deres tilgang til spørgsmålet, og hvilke billeder og begreber de bruger.
Prøver man at forstå forskellen på østlig og vestlig filosofi, kan derfor være en hjælp som et første overblik.
Men man skal hele tiden huske, at grænsen mellem dem er flydende, og at der i begge traditioner findes stor variation og indbyrdes kritik.
Afsluttende opsummering
Vi har nu gennemgået østlig filosofi med fokus på centrale traditioner fra Indien, Kina og Japan, nøglebegreber som karma, dharma, samsara, tao, yin og yang samt zen og konfuciansk etik og kort præsenteret udvalgte tænkere.
Jeg håber, at dette indlæg har givet et klart overblik og at du nu føler dig rustet til at dykke videre ned i filosofiens verden.
Hvis du har fået blod på tanden, kunne du også læse om andre tanker og ideer i mit kategori: Filosofiske Retninger.
Du kan også læse mine indlæg om filosofiens mest berømte tænkere i min anden kategori: Filosoffer og deres teorier.
Tak fordi du læste med!
Kunne du lide indlægget?
Så giv det gerne et like (hjertet❤️), som du finder nederst hjørnet af dette blogindlæg.
Del gerne indlægget med andre, der kunne have glæde af det.
Ved at gøre dette støtter du samtidig bloggen.
FAQ om østlig filosofi
Hvad er østlig filosofi?
Østlig filosofi er en samlebetegnelse for filosofiske traditioner fra Asien, især Indien, Kina og Japan. Typiske retninger er konfucianisme, taoisme, buddhisme, zen og forskellige indiske skoler. Begrebet er opstået i Vesten og forenkler et mangfoldigt felt, men er en praktisk indgang.
Hvilke traditioner regnes typisk som østlig filosofi?
Typiske traditioner er indiske skoler som de vediske retninger, yoga, Vedanta, buddhisme og jainisme. Fra Kina nævnes ofte konfucianisme, taoisme, mohisme og legalisme, og fra Japan zenbuddhisme, bushido og filosofiske fortolkninger af shinto. Listen er ikke udtømmende, men viser bredden i østlig filosofi.
Hvad kendetegner indisk filosofi?
Indisk filosofi kendetegnes af fokus på lidelse, befrielse og selvet. Mange skoler arbejder med samsara (kredsløbet af fødsel og genfødsel), karma og veje til befrielse som moksha eller nirvana. Nogle retninger hævder et fast selv (atman), mens andre taler om ikke-selv (anatman).
Hvad kendetegner kinesisk filosofi?
Kinesisk filosofi lægger vægt på orden, relationer og harmoni i denne verden. Konfucianisme betoner dyder, pligter og ritualer i familie og samfund, mens taoisme fremhæver tao, wu wei, naturlighed og balancen mellem yin og yang. Andre retninger, som legalisme, fokuserer mere på lov og magt.
Hvad kendetegner japansk filosofi?
Japansk filosofi er især præget af zen, bushido og shinto. Zen understreger meditation og direkte erfaring frem for teoretiske systemer. Bushido formulerer idealer om ære, disciplin og loyalitet, mens shinto samler forestillinger om kami, ritualer og forbindelsen mellem menneske, natur og fællesskab.
Hvad er forskellen på østlig og vestlig filosofi?
En ofte nævnt forskel er, at vestlig filosofi forbindes med logik, argumentation og analyser af individets erkendelse, mens østlig filosofi oftere integrerer praksis, ritualer, meditation og kosmisk eller social orden. Modstillingen er dog forenklet, fordi begge traditioner rummer både teoretiske og praktiske retninger.
Er buddhisme en religion eller en filosofi?
Buddhisme regnes i dag af de fleste forskere som både religion og filosofi. Den er en religion med ritualer, munkeordener og forestillinger om karma, genfødsel og nirvana, men rummer samtidig detaljerede filosofiske analyser af lidelse, selvet og virkelighedens natur.
Kilder og videre læsning
Hvis du vil fordybe dig mere i emnerne som jeg har beskrevet, kan følgende danske kilder anbefales:
Introduktion til klassisk kinesisk filosofi, herunder konfucianisme, daoisme og yin-yang.
Lex.dk – Japansk filosofi / Japansk religion
Gennemgang af japansk idéhistorie og samspillet mellem shinto, buddhisme og filosofiske strømninger.
Overblik over den indiske filosofis historie, de klassiske skoler, vedaernes rolle og målet om befrielse fra samsara.
Kort oversigtsartikel om begrebet “østlig filosofi”, de asiatiske traditioner det dækker, og typiske forskelle og sammenligninger i forhold til vestlig filosofi.
Om bloggen og forfatteren:
Vil du vide mere om mig og formålet med bloggen? Læs videre på siden Om mig.
Kontakt / samarbejde:
Har du spørgsmål eller ønsker om samarbejde? Skriv til mig via Kontakt.
Brugervilkår / Disclaimer:
Læs om rammerne for mit indhold i Brugervilkår.
Kommentarer