Shintoisme: Japans oprindelige religion, kami og menneskets plads i verden
- Iter Mentis
- 7. dec.
- 10 min læsning
Opdateret: for 1 dag siden
"Shinto er frem for alt en vej til at leve i harmoni med naturen og kami."
– Traditionel shinto-lære
Når vi snakker om de østlige religioner, er buddhismen for mange af os det første, der springer i tankerne.
Ser man imidlertid nærmere på Japans religionshistorie, dukker der en anden tradition frem, som er dybt forbundet med den japanske kultur:
Shintoisme betegnes ofte som Japans oprindelige religion, og det er den, dette blogindlæg handler om.
Hvor de store verdensreligioner typisk har hellige skrifter og faste trosbekendelser, ligger fokus i shinto på naturånder, forfædre, ritualer og traditioner, som er tæt vævet ind i det japanske samfund og kultur.
I dette indlæg giver jeg et overblik over denne japanske naturreligion og dens livssyn: hvad shintoisme er, og hvilken rolle kami (ånder/guder) spiller i forholdet mellem mennesket og dets omgivelser.
Indholdsfortegnelse
Hvad er shintoisme? kort overblik
Kort sagt: Shintoisme er Japans oprindelige religion, hvor man ærer kami som hellige kræfter i naturen, hos forfædrene og på særlige steder gennem ritualer, renselse og højtider, ofte i tæt samspil med buddhismen.
Shintoisme (på japansk ofte skrevet shintō) nævnes ofte som Japans oprindelige religion. Ordet shin betyder nogenlunde "Gud" eller "ånd", og tō betyder "vej", så shinto kan oversættes til "gudernes vej", eller mere neutralt: vejen i forhold til det hellige.
I modsætning til de større trossystemer, har shintoisme:
Ikke har en tydelig, historisk stifter.
Ikke har en enkelt kanonisk bog, som samler hele læren.
Ikke har en fast, autoriseret trosbekendelse, som alle skal bekende sig til.
I stedet er shinto opstået gradvist gennem myter, ritualer og lokale traditioner, hvor man ærede naturen, forfædre og særlige steder.
Kami: hellige kræfter i natur, steder og fællesskab
I shintoisme taler man om kami – hellige kræfter eller væsener, der kan være knyttet til bjerge, floder, træer, dyr, forfædre eller særlige begivenheder.
Kami skal ikke forstås som én personlig gud på samme måde som i monoteistiske religioner, men som mange forskellige former for nærvær og kraft.
En kami kan både være forbundet med et konkret sted, for eksempel en hellig kilde eller et bjerg, og med menneskelige fællesskaber, som en landsby eller en familie.
Derfor handler shintoistiske ritualer ofte om at vise respekt, taknemmelighed og omtanke over for de kami, man lever sammen med, for at bevare balance og harmoni i både naturen og hverdagslivet.
Nogle religionsforskere beskriver shintoisme som en animistisk naturreligion, fordi man ser verden som gennemtrængt af ånder og hellige kræfter, nogle gange omtalt som naturens besjæling.
Shintoisme kan derfor beskrives som:
En japansk naturreligion, fordi naturen er gennemtrængt af ånder.
En folkelig religion, fordi den er tæt knyttet til det japanske folk, deres forfædre og steder.
En religion, der først og fremmest udtrykkes gennem ritualer og skikke.
Så til spørgsmålet: "hvad er shintoisme, og hvad tror de på?", er svaret altså ikke de faste religionsprincipper, som man ser i nogle religioner, men en måde at leve harmonisk i forhold til natur, slægtens arv og fællesskab.
Shintoisme som Japans oprindelige religion
Set udefra er shinto en blandt flere japanske religioner. Men historisk har den en særlig status, fordi den har rødder i gammel naturtro og forfædre-kult, længe før buddhisme og andre traditioner kom til landet.
Kultsteder og tidlige ritualer
I de tidligste lag har man formodentlig haft lokale kultsteder knyttet til bjerge, skove, kilder og markområder. Her udførte man ritualer for høst, frugtbarhed og beskyttelse mod ulykker, og man ærede forfædre, som blev opfattet som fortsat nærværende og i stand til at påvirke de levende.
Kojiki og Nihon Shoki – de første skriftlige kilder
Senere samles en del af disse myter og forestillinger i værker som Kojiki ("Nedskrift af gamle ting") og Nihon Shoki, der rummer gudefortællinger, kejsermyter og beskrivelser af de første kami.
Kojiki – Japans ældste myteværk
Kojiki blev nedskrevet i 710 og regnes som Japans ældste samling af myter. Værket beskriver verdens skabelse, de første kami, solgudinden Amaterasu og de mytiske rødder til Japans kejserfamilie.
Det fungerer ikke som en hellig bog i klassisk forstand, men som en samling fortællinger, der senere kom til at præge shinto-traditionen.
Nihon Shoki – myter og historie vævet sammen
Nihon Shoki (720) er mere politisk og historisk orienteret end Kojiki. Her kobles gudefortællinger med tidlige konger og klaner, og værket har haft stor betydning for shintoens udvikling i statens historie.
Sammen giver de to værker et tidligt billede af, hvordan religion, myter og identitet blev formet i Japan.
Mødet mellem shinto og buddhisme
Da buddhismen senere bliver indført fra Kina og Korea, opstår der et tæt samspil mellem traditionerne. Shinto og buddhisme blandes snarere, end at den ene erstatter den anden.
Samtidig bevarer shinto rollen som den etnisk japanske, oprindelige religion, der binder folk, sted og historie sammen.
Shinto helligdomme og torii-porten – overgangen til det hellige
Når man taler om shintoisme, dukker billeder af torii-porte og rødlakerede træportaler hurtigt op. De står ofte ved indgangen til en shinto-helligdom (jinja), hvor én eller flere kami æres.
Helligdommens opbygning
En typisk helligdom rummer:
En eller flere torii-porte, der markerer overgangen fra hverdag til helligt område.
En sti (sandō) frem mod helligdommens centrale del.
Et renselsessted med vand til ritualet før indgangen.
Selve helligdomsbygningen, hvor kami symbolsk er til stede.
Torii-portens betydning
Torii-porten fungerer som en symbolsk grænse: når man passerer den, træder man ind i et område, der er sat til side for det hellige.
Det betyder ikke, at resten er "urent", men at man nu bevæger sig i et rum, hvor andre normer og opmærksomheder gælder.
I rejse- og populærlitteratur bruges ofte udtrykket "shinto-tempel", men teknisk hører templer til i buddhismen, mens shinto har helligdomme.
Sproget blandes dog ofte i praksis, ligesom arkitekturen historisk er tæt vævet sammen.
Naturen som helligt rum
For en besøgende kan oplevelsen være, at grænsen mellem natur og bygning er flydende. Mange helligdomme ligger omgivet af skov eller ved foden af et bjerg, og naturen behandles som en integreret del af det hellige rum.
Shinto i dagligdagen: ritualer, årstider og livets overgange
Selv om mange moderne japanere ikke nødvendigvis beskriver sig selv som "dybt religiøse", er shinto-ritualer og traditioner til stede i mange dele af hverdagen.
Eksempler kan være:
Nytårsbesøg ved en helligdom, hvor man beder om held og beskyttelse i det kommende år.
Lokale festivaler (matsuri), hvor man bærer hellige genstande gennem gaderne, fejrer årstidernes skiften og styrker fællesskabet.
Amuletter, der købes i helligdommen for at beskytte mod ulykker, hjælpe ved eksamener eller støtte familien.
Ved livets overgange – fx fødsel, børns første deltagelse i ritualer, bryllup – kan shinto-ceremonier spille en vigtig rolle, mens begravelse oftere forbindes med buddhistiske ritualer.
Derfor siger man ofte, at shinto først og fremmest knyttes til livets overgangsriter og de lyse sider af tilværelsen, mens buddhismen tydeligere træder frem ved begravelser og i refleksioner over lidelse og død.
På den måde berører shinto også spørgsmålet om livets forgængelighed, som jeg ser nærmere på i "Memento Mori: At finde ro i tanken om, at alt får en ende".
Shintoisme er for mange japanere ikke en religion med faste dogmer, men en naturlig del af hverdagen. Den viser sig gennem højtider, familie-ritualer og lokale traditioner, og den præger blandt andet:
Årets rytme gennem højtider og festivaler
Familieliv og lokal identitet
Oplevelsen af, hvad der er “sådan gør vi her”
For en dansk læser kan parallellen være folkekirkens rolle ved dåb, konfirmation, bryllup og jul, også hos mennesker, der ellers ikke bruger stærke religiøse ord om sig selv.
Shintoisme og buddhisme – når religioner flettes sammen
En særlig dimension ved religion i Japan er samspillet mellem shintoisme og buddhisme. Buddhisme kom til Japan omkring 500-tallet og blev gradvist en vigtig del af landets religiøse landskab.
I stedet for at trænge shintoismen væk opstod der et omfattende system af religionsblanding, hvor man kunne forstå shinto-kami og buddhistiske buddhaer som forskellige udtryk for en dybere fælles virkelighed.
I praksis betød det, at en shinto-helligdom kunne være knyttet til et buddhistisk tempel, at samme sted kunne rumme både kami-kult og buddhistiske ritualer, og at lokale traditioner kunne tolke kami som beskyttere eller som manifestationer af buddhistiske figurer.
Selv om der senere blev gjort forsøg på at adskille de to traditioner tydeligere, lever denne blanding stadig i hverdagen.
Teoretisk forskel
Teoretisk er buddhisme en lære om lidelse, indsigt og befrielse, mens shinto er en natur- og relations religion uden systematisk frelses lære.
Hvor buddhismen beskæftiger sig med karma, genfødsel og vejen til oplysning, er shinto mere optaget af relationen til kami, naturen og fællesskabet.
Praktisk hverdag
I praksis lever mange japanere med begge traditioner samtidig – for eksempel shinto ved fødsel og bryllup og buddhisme ved begravelse.
Spørgsmålet "hvad tror japanerne på?" kan derfor sjældent besvares med ét ord. Tro og praksis er langt mere flettet og situationsafhængig, end vi ofte forestiller os i en vestlig sammenhæng.
Menneskesyn og livssyn i shintoisme
Hvilket menneskesyn tegner der sig, hvis man ser på shintoisme som livssyn?
For det første er mennesket en del af et større netværk:
Man tilhører en familie, hvis forfædre fortsat æres og tænkes nærværende.
Man indgår i et lokalsamfund, hvor helligdommen fungerer som symbolsk centrum.
Man står i forhold til naturen og de kami, der bebor landskabet.
For det andet er naturen ikke en neutral ressource, men gennemtrængt af åndelig betydning. At fælde et gammelt træ eller forstyrre et særligt sted kan i den optik være mere end et praktisk indgreb – det kan forstås som en krænkelse af noget helligt.
For det tredje ligger tyngdepunktet ikke i idéen om mennesket som grundlæggende “faldet” eller syndigt, men i, at man kan blive urent, hvis relationer og balancer brydes. Det kalder på renselse og genoprettelse snarere end dom i teologisk forstand.
Hvis man vil sammenligne med monoteistiske religioner, kunne man groft sige:
Hvor kristendommen ofte arbejder med akserne synd–tilgivelse og fald–frelse.
Og hvor sekulær humanisme lægger vægt på autonomi, rettigheder og ligeværd.
Der lægger shintoisme vægt på relationer, sted, renhed og harmonisk samspil mellem menneske, natur og ånder.
Den forskel træder tydeligt frem, hvis man ser på den systematiske teologi, jeg gennemgår i "Middelalderens Filosofi: Tro og Fornuft under kristendommens dominans".
Det betyder ikke, at der ikke findes etik i shinto. Men etik er ikke primært formuleret i universelle bud, den ligger i, hvordan man forholder sig respektfuldt til de kræfter, fællesskaber og steder, man lever iblandt.
Set fra et filosofisk perspektiv kan man sammenligne shinto med mere individuelle livssyn, som jeg beskriver i "Hvad er eksistentialisme? Filosofien om frihed og ansvar".
Shintoisme i det moderne Japan
Selv om Japan i dag er et teknologisk og sekulært samfund, er shinto fortsat til stede i mange sammenhænge. Helligdomme besøges ved højtider, festivaler og lokale arrangementer.
I slutningen af 1800-tallet fik shinto også en politisk rolle. Under Meiji-perioden blev shinto og buddhisme formelt skilt ad, og shinto blev brugt som en form for statsorienteret religion med særligt fokus på kejserens rolle.
Man taler nogle gange om en statsorienteret form for shinto i denne periode, hvor kejseren blev opfattet som tæt forbundet med kami. Efter 2. Verdenskrig blev denne politiske brug af shinto ophævet, og religionen blev formelt ligestillet med andre trossystemer i Japan.
Mange familier bruger shinto-ritualer ved fødsel og bryllup, mens buddhismen oftere forbindes med begravelser. I bybilledet ses helligdomme side om side med kontorbygninger, og torii-porte markerer små rum, hvor traditionen fortsætter i et moderne miljø.
Denne samtidige tilstedeværelse af både shinto og buddhisme kendetegner Japans religiøse praksis i dag.
Hvis du vil videre fra shintoisme til mere generelle filosofiske bud på livets retning, kan du læse “Hvad er meningen med livet? Fem tankevækkende teorier”.
Hvis du vil blive i asien kunne du læse mit indlæg om Sun Tzu, som er i en lidt anden boldgade en naturreligion læs her: Sun Tzu – Kunsten at føre krig: Strategier, liv & relevans i dag
Tak fordi du læste med!
Kunne du lide indlægget?
Så giv det gerne et like (hjertet❤️), som du finder nederst hjørnet af dette blogindlæg.
Del gerne indlægget med andre, der kunne have glæde af det.
Ved at gøre dette støtter du samtidig bloggen.
FAQ om shintoisme
Hvad er shintoisme
Shintoisme er den oprindelige japanske religion, som især lægger vægt på eksistensen af hellige kræfter, kami, i naturen, i ting og i mennesker. Den er baseret på ritualer, helligdomme og traditioner frem for en fast trosbekendelse eller dogmatik.
Hvad tror man på i shintoisme?
I shintoisme tror man på, at verden er befolket af kami – hellige kræfter, ånder eller guddomme – som kan knyttes til bjerge, skove, floder, forfædre og særlige steder. Religionen lægger vægt på at leve i respekt for disse nærvær og at bevare renhed og balance gennem ritualer.
Hvad er en kami i shintoisme?
En kami er en betegnelse for det, der opfattes som særligt helligt eller kraftfuldt – det kan være naturfænomener, dyr, planter, forfædre, historiske personer eller et steds “ånd”. Begrebet svarer ikke direkte til ordet “gud”, men bruges bredere om hellige kræfter og nærvær.
Hvad er forskellen på shintoisme og buddhisme?
Buddhisme er en lære om lidelse, karma, genfødsel og befrielse, mens shintoisme er en japansk natur- og traditionsreligion uden en samlet frelseslære. I praksis kombinerer mange japanere de to traditioner, for eksempel shinto-ritualer ved fødsel og bryllup og buddhistiske ritualer ved begravelser.
Er shintoisme stadig udbredt i Japan i dag?
Shinto er stadig en af Japans vigtigste religioner sammen med buddhisme, men mange japanere opfatter deres deltagelse som tradition snarere end personlig trosbekendelse. Man ser det blandt andet i besøg ved helligdomme, årstidsfestivaler og familie ritualer, selv i et overvejende sekulært og moderne samfund.
Er shintoisme en naturreligion?
Shintoisme beskrives ofte som en naturreligion, fordi den har rødder i naturtilbedelse, frugtbarhedskult og forfædre dyrkelse, og fordi mange kami er knyttet til landskaber, dyr og steder. Samtidig er den i dag også organiseret gennem helligdomme og præster og indgår som en del af Japans religiøse institutioner.
Kilder og videre læsning
Fagligt hovedopslag om shinto som japansk religion: historie, praksis, samspil med buddhisme osv.
Den Danske Ordbog – "shintoisme"
Dansk standarddefinition, stavemåde og kort forklaring; godt E-E-A-T-signal ift. sprogbrug.
International opslagsartikel med solide fakta om oprindelse, kami, ritualer og moderne udvikling.
Om bloggen og forfatteren:
Vil du vide mere om mig og formålet med bloggen? Læs videre på siden Om mig.
Kontakt / samarbejde:
Har du spørgsmål eller ønsker om samarbejde? Skriv til mig via Kontakt.
Brugervilkår / Disclaimer:
Læs om rammerne for mit indhold i Brugervilkår.
Kommentarer