top of page

Søren Kierkegaard citater om livet, angsten og det at være menneske

  • Forfatters billede: Iter Mentis
    Iter Mentis
  • for 16 minutter siden
  • 6 min læsning
Søren Kierkegaard citater fortolket i et neoklassicistisk oliemaleri med en ensom mand ved vinduet i 1800-tallets København.

Søren Kierkegaard er en af de mest markante skikkelser i dansk idéhistorie og en af de væsentligste stemmer i filosofien og teologiens historie.


Værker som Enten - Eller, Begrebet Angest og Sygdommen til Døden viser, hvor optaget han var af menneskets valg, angst og forhold til sig selv.


Her er 10 Søren Kierkegaard-citater, som på hver deres måde kredser om livet, angsten og det menneske, der skal finde sig selv i det.



Citater om livet, valg og kærlighed


Søren Kierkegaard mener, at livet ofte forstås gennem valg og det ansvar, der følger med. Det hænger tæt sammen med Kierkegaards tre stadier, og betyder, at mennesket er forbundet til sin egen eksistens.


Derfor er flere af Kierkegaards citater om håb, tvivl, frihed og kærlighed noget som vi kan genkende og relatere til.

Om valg og fortrydelse


"Gift Dig, du vil fortryde det; gift Dig ikke, du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, du vil fortryde begge Dele."

Kilde: Enten - Eller. Første Deel (Victor Eremita), 1843.


Dette er et af Søren Kierkegaards mest kendte citater, og det lyder ved første øjekast som en joke.


Citatet er ironisk, men alvoren ligger i dets syn på de vilkår, som valget har:


  1. Når du vælger noget, fravælger du noget andet


  2. Og det andet vil du altid kunne forestille dig var bedre.


Men det er ikke et tegn på at du valgte forkert. Dette er betingelsen for at være et menneske, der træffer valg

.

Ungdom og kærlighed


"Hvad er Ungdom? En Drøm. Hvad er Kjerlighed? Drømmens Indhold."

Kilde: Enten - Eller. Første Deel (Victor Eremita), 1843.


Ifølge Kierkegaard var ungdommen en tid hvor alt stadig føltes muligt.


Det var en tilstand, hvor man endnu ikke var stødt ind i virkelighedens forpligtelser som karriere, ægteskab osv.


Kærligheden var drømmens indhold. Det var det, man fyldte dette "tomrum" med: det store og det intense.

Viljens samling


"Hjertets Renhed er at ville Eet."

Kilde: Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, 1847, talen “Hjertets Renhed er at ville Eet”


Kierkegaard mente at de fleste mennesker vil noget, men ikke eet. De vil handle rigtigt, men også have anerkendelsen der følger med. Det er ikke ondskab. Det er dobbelthed.


At ville eet betyder at viljen ikke er delt. Man gør det rigtige fordi man vil det rigtige. Ikke fordi det ser godt ud bagefter.


Det er derfor han stillede spørgsmålet, for at tvinge læseren til at spørge sig selv om man egentlig vil det man tror man vil.

Livet forstås baglæns


"... at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds."

Kilde: Journalerne, JJ:167, 1843.


Kierkegaards berømte citat minder os om, at vi forstår livet bedst når vi ser tilbage på det. Det er først i bakspejlet at tingene falder på plads.


Men livet kan ikke ventes på. Man er nødt til at handle og vælge mens man stadig er usikker.


Det er den virkelighed de fleste mennesker lever i, og det er præcis det citatet beskriver.

Citater om angst, frihed og fortvivlelse


Angst mente Kierkegaard ikke er det samme som frygt. Den har ingen konkret årsag. Den opstår i det øjeblik mennesket bliver bevidst om sin egen frihed.


I dette afsnit finder Kierkegaard citater om angst, uskyld og fortvivlelse.

Angst og frihed


"Angest kan man sammenligne med Svimmelhed."

Kilde: Begrebet Angest (Vigilius Haufniensis), 1844.


Angst og frygt er ikke det samme ifølge Søren Kierkegaard.


  • Frygt har et konkret objekt. Du er bange for noget bestemt.


  • Angst derimod opstår ud af ingenting, og det er præcis derfor han sammenlignede den med svimmelhed.


Forestil dig, at du står på kanten . Svimmelheden du mærker kommer ikke bare fra højden. Den kommer fra bevidstheden om at du selv kunne kaste dig ud.


Friheden selv er det der giver dig kvalme.


Det er ikke en reaktion på en trussel udefra. Det er en reaktion på din egen frihed.

Uskyld og uvidenhed


"Uskyldigheden er Uvidenhed."

Kilde: Begrebet Angest (Vigilius Haufniensis), 1844.


At være uskyldig er ikke det samme som at være god, det skyldes nærmere uvidenhed.


Børn anses jo ikke som uskyldige fordi de handler moralsk rigtigt.


Når vi vokser op og bliver bevidste om vores valg og handlinger, kan vi ikke længere gemme os bag uskyldighedens uvidenhed. Han mener ikke at vi går i moralsk forfald, men det er livets uundgåelige gang.


Man kan ikke vide og samtidig forblive uvidende.

Når fortvivlelse bliver et grundord


"Fortvivlelse er Sygdommen til Døden."

Kilde: Sygdommen til Døden (Anti-Climacus), 1849.



Fortvivlelse er ikke kun begrænset til følelsen af at trist eller håbløs. Søren Kierkegaard beskrev det nærmere som en tilstand hvor mennesket ikke er et med sig selv.


Vi fortvivles ikke over ydre ting, men over ikke at være i overensstemmelse med os selv, og mange af os går igennem livet uden nogensinde at bemærke det.


Det er derfor han kaldte det sygdommen til døden. Man lever, men ikke rigtigt.

Citater om sandhed, subjektivitet og selvet


I dette afsnit finder du Søren Kierkegaard citater, der omhandler noget mere indadvendt.


De handler om hvad et menneske egentlig er, og hvad det vil sige at leve med bevidsthed om sit eget liv.

Sandheden og den levede erfaring


"Sandheden er Subjektiviteten."

Kilde: Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (Johannes Climacus), 1846.


I dette citat er sandhed hos Kierkegaard ikke kun et spørgsmål om fakta eller logik, men også om hvordan den enkelte lever i det, han kalder sandt.


Det betyder selvfølgelig ikke at alt er relativt. Det betyder at en sandhed du ikke lever efter, ikke rigtig er din sandhed. Du kan kende den, nikke til den og alligevel handle imod den.


Subjektiviteten er afgørende fordi det ikke handler om hvad der er sandt i teorien, men om hvad du faktisk vælger at stå inde for.


Sandheden er ikke noget vi finder udenfor os selv.

Mennesket som selvet


"Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet."

Kilde: Sygdommen til Døden (Anti-Climacus), 1849.


Kierkegaard mente, at mennesket ikke bare er biologisk væsen eller en samling af tanker og følelser. Det var noget mere. Det var ånd.


Men hvad mente han med ånd?


Ånden var selvet. Det vil sige den del af dig der er bevidst om sig selv og kan forholde sig til sit eget liv.


  • En hund lever.

  • Et menneske lever og er bevidst om det. Det er forskellen.

Et forhold, der forholder sig til sig selv


"Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv."

Kilde: Sygdommen til Døden (Anti-Climacus), 1849.



Kierkegaard mente at et menneske ikke bare er en ting. Du er ikke bare din krop, dine tanker eller dine følelser. Du er den måde, det hele hænger sammen på, og den måde, du forholdt dig til den sammenhæng.


Tænk på det sådan, at hvis du har et valg, så træffer du ikke bare beslutningen, men du iagttager også dig selv træffe den.


Det er selvet der forholder sig til sig selv.


Det er en konstant bevægelse hvor du er både den der lever og den der vurderer om du lever rigtigt.

Afslutning


Her har du fået 10 Søren Kierkegaard citater med korte forklaringer om livet, angst, valg og selvet.


Er du interesseret i flere citater og tanker om livet, så kan du læse mit indlæg om citater om livet, eller dykke ned i stoiske citater fra antikkens filosoffer.


Hvad betyder mest i et menneskes liv?

  • Kærlighed

  • De valg, man tager

  • Det, man oplever

  • Forholdet til sig selv


Brun silhouet af et hoved med en sol og en vej indeni. Tekst: "SINDETS REJSE" på rosa baggrund, symboliserende en mental rejse.

Om forfatteren


Jeg hedder Mads og skriver under synonymet Iter Mentis på min blog Sindets Rejse.


Her skriver jeg om filosofi, samfund og alt imellem.

Din nysgerrighed er altid velkommen her.


Ofte stillede spørgsmål om Søren Kierkegaard og hans citater

Hvem var Søren Kierkegaard?

Søren Kierkegaard var en dansk filosof, teolog og forfatter fra 1800-tallet. Han er især kendt for sine tekster om valg, angst, fortvivlelse, tro og menneskets forhold til sig selv.

Hvad mente Kierkegaard med selvet?

Hos Kierkegaard er selvet ikke bare noget fast inde i mennesket. Det er den måde, et menneske forholder sig til sit eget liv, sine valg og den person, det er i færd med at blive.

Hvad er forskellen på angst og frygt hos Kierkegaard?

Frygt retter sig mod noget bestemt, mens angst ikke altid har en klar genstand. Hos Kierkegaard hænger angsten sammen med frihed, mulighed og det ansvar, der følger med at skulle vælge.

Hvad betyder "Sandheden er Subjektiviteten"?

Det betyder ikke, at alt er relativt. Pointen er, at sandhed i nogle spørgsmål også handler om, hvordan et menneske lever det, det siger er sandt, og ikke kun om at kunne forklare det i teorien.

Hvad handler Søren Kierkegaards citater ofte om?

Mange af hans citater kredser om livet, kærlighed, angst, valg, tvivl og det at blive sig selv. Derfor bliver de ofte læst som korte formuleringer, der åbner for større spørgsmål om menneskelivet.

Hvad er Søren Kierkegaards mest kendte citat?

Der findes ikke ét entydigt svar, men citatet om at livet forstås baglæns og må leves forlæns er blandt de mest kendte og mest citerede.

Kilder og videre læsning

Hvis du har lyst til at komme lidt tættere på Søren Kierkegaard end de korte citater kan bringe dig, er her tre gode steder at begynde.



Kunne du lide indlægget?

Ønsker du at give feedback?
Jeg vil gerne give feedback

Kommentarer


bottom of page