top of page

Hjernen i et kar: Kan vi vide, at verden ikke bedrager os?

  • Forfatters billede: Iter Mentis
    Iter Mentis
  • for 2 dage siden
  • 9 min læsning

Hjernen i et kar er et klassisk filosofisk tankeeksperiment, der sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget vi egentlig kan stole på vores sanser.


Hvis en computer kan genskabe enhver lyd, farve og berøring ned til mindste detalje, hvor sikkert er det så, at der findes en ydre verden uden for bevidstheden?


I denne artikel får du et overblik over hjernen i et kar hypotesen, hvordan den udfordrer vores idé om viden, hvilke tre grundlæggende pointer der ofte trækkes ud af scenariet, og hvordan tre filosofiske bud forsøger at håndtere den tvivl, tankeeksperimentet rejser.


Du læser del 3 af 5 i serien: Filosofiske tankeeksperimenter

Hjernen i et kar visualiseret som en mørk hjernesilhuet i en glasbeholder med grønlig væske og kabler i et laboratoriemiljø.

Hvad er hjernen i et kar hypotesen?

Kort fortalt:

Hjernen i et kar er et tankeeksperiment om skepticisme: Hvis en computer kan give dig fuldstændigt overbevisende sanseindtryk, kan du så bevise, at der findes en ydre verden, og hvad kræver viden ud over oplevelse?


Også kaldet: hjerne i et kar hypotesen og "brain in a vat".

Scenariet går ud på, at man skal forestille sig en hjerne i en beholder, omgivet af nærende væsker som holder den i live. Hjernen er tilkoblet en computer, der kan sende præcis de signaler, hjernen normalt ville få gennem kroppen.


Hvis simulationen er perfekt, dvs. at ingen sanseindtryk overhovedet afviger fra det input en krop normalt leverer, vil hjernen opleve en verden med lyd, farver, rum, smerte, varme, relationer og minder, uden at der nødvendigvis findes en fysisk verden, som oplevelserne svarer til.


Vi kan godt blive enige om, at hverken den billedlige fortælling, eller de forestillinger man gør sig om et sådant laboratorie, er egnet for børn (eller voksne for den sags skyld), men ser vi igennem det, og ind til selve scenariets logik, så er sagen ret tydelig:


Hjernen i et kar teorien er en stresstest af et bestemt ideal om viden.


Fordi hvis to situationer kan føles identiske "indefra" (i hjernen), men være helt forskellige "udenfor" (hvad du lige nu ser omkring dig), hvor meget kan vi så stole på vores sanser som bevis?


Men før jeg kaster mig ud i flere scenarier, må vi lige et stykke tilbage i tiden, for hjernen i karret er blot en nyere, mere visuel udgave af det ældre dilemma, kaldet Omverdensproblemet.

Omverdensproblemet: Vejen fra sansning til sikker viden


Omverdensproblemet drejer sig grundlæggende om spørgsmålet: Hvordan kan vi begrunde, at der findes en ydre verden, og hvilke begrundelser gør en påstand til viden?


  • Ydre verden – alt det, vi antager eksisterer uafhængigt af vores bevidsthed.


  • Begrundelse – de grunde eller kriterier, der skal opfyldes, før noget tæller som viden.


Scenariet hjernen i et kar er derfor "bare" en moderne version af dette dilemma.


Rødderne går tilbage til Descartes' metodiske tvivl og antikkens "drøm eller virkelighed?". Pointen er i begge tilfælde altså den samme:


Sansning alene kan i princippet bedrages

For at viden kan overstige blot at være en overbevisning, er det nødvendigt med kriterier, der rækker ud over den rene sansning.

Illustration af antikkens spørgsmål om drøm eller virkelighed, som spejler hjernen i kar tankeeksperimentet med en søjle der deler to verdener.

Drøm eller virkelighed?


Drømmescenarier blev allerede brugt i antikken som tankeeksperiment. I Platons Theaitetos spørger Sokrates, hvordan vi egentlig kan være sikre på, at vi er vågne og ikke bare tror det. Det spørgsmål har plaget tænkere lige siden.

Hvad er budskabet i tankeeksperimentet om hjernen i et kar?

Kort forklaret

  • Sanseindtryk vs. evidens: Sanseindtryk kan føles indlysende, men er ikke i sig selv beviser.


  • Begrundelse vs. absolut sikkerhed: Viden kræver begrundelser, ikke garantier der udelukker fejl.


  • Ekstra kriterier for begrundelse: Når sanseindtryk ikke kan stå alene, vurderer vi også med sammenhæng, forklaringsevne og testbarhed.


Vender jeg tilbage til hjernen i karret og det budskab, der ligger bag scenariet, bliver det tydeligt, at her ikke bare er tale om en sci-fi novelle, men en test af erkendelsens grundvilkår:


Sanseindtryk kan føles både indlysende og absolutte, men sanseindtryk er ikke beviser.


Derfor kan pointen i tankeeksperimentet deles i tre led, som hver især zoomer ind på det, vi kalder viden:

Sanseindtryk vs. evidens – Indtryk er ikke det samme som bevis


Sanseindtryk (det du ser, hører og mærker) kan være krystalklare. Men derfor betyder det ikke, at evidens (det, man bygger sin påstand på) automatisk følger, bare fordi noget føles indlysende.


Hvis sanseindtryk i princippet kan efterlignes perfekt, som i scenariet her, er det netop pointen, at indtryk og intuition ikke kan stå alene.


De kan pege i en retning, men de kan ikke i sig selv afgøre, om det vi oplever, faktisk kommer fra en ydre verden, eller om det "bare" er en forklaring, der føles sandsynlig, fordi den passer med det vi allerede forventer.

Begrundelse vs. absolut sikkerhed – Viden kræver grunde, ikke garantier


  • Begrundelse (de grunde, der bærer en påstand)

    • Er det, der adskiller "jeg tror" fra "jeg ved". Det er her, vi forsøger at vise, hvorfor noget ikke bare føles rigtigt, men også har noget at "have det i".


  • Absolut sikkerhed (kravet om at fejl helt kan udelukkes)

    • Et krav vi mennesker hverken kan, eller skal leve op til. For en garanti (ufejlbarlig sikkerhed) udelukker muligheden for at tage fejl, og dermed også muligheden for at lære af dem, som netop er en del af det, der opbygger viden over tid.


Pointen bliver derfor denne: Hjernen i et kar-hypotesen viser, at vores viden i praksis ikke bygger på ufejlbarlige garantier, men på begrundelser, der er fejlbarlige (kan i princippet tage fejl), men stadig stærke nok til at "fungere". Her bliver rationalisme (fornuften som kilde til viden) et relevant perspektiv.

Ekstra kriterier for begrundelse – Viden skal kunne tåle kritik


Hvis sanseindtryk ikke kan stå alene, må vi bruge "ekstra kriterier" (flere ting at holde det op imod) for, hvornår noget er rimeligt at tro og kalde velbegrundet.

Det kan være:

  • Sammenhæng: At påstanden passer med andet vi ved.

  • Forklaringsevne: At den forklarer mere med færre antagelser.

  • Testbarhed: At den i princippet kan fejle, hvis den ikke stemmer overens med det, der faktisk er tilfældet.


Uden sådanne kriterier bliver et udsagn let en beskrivelse af hvordan det ser ud for os, og ikke viden.


Skepticisme og hypotesen om hjernen i karret


Tankeeksperimentet om hjernen i et kar tester en klassisk form for skepticisme (filosofisk tvivl om, hvad vi kan vide med sikkerhed).


Det skal lige indskydes, at jeg ikke læser det som en påstand om, at verden er falsk, men som en måde at "presse"

vores erkendelsesteori (vores forestillinger om, hvordan viden opstår og begrundes) til at vise, hvor den faktisk står.


Scenariet gør noget enkelt. Det viser, at sanseindtryk kan føles fuldstændig overbevisende, selv hvis de i princippet kunne være frembragt af en anden forklaring (som f.eks. en gal videnskabsmand).


Navnet "brain in a vat", som man ofte støder på i engelske kilder, fremhæver præcist det, tankeeksperimentet gør: Det tvinger os til at overveje, om vi kan vide noget om verden udenfor vores egne sanser – hvis en sådan verden overhovedet findes.

Tre bud fra filosofien om hjernen i et kar

Kort forklaret

  • Nogle mener, at viden kræver absolut sikkerhed (at fejl helt kan udelukkes).


  • Andre mener, at viden kan være fejlbarlig (stærk og velbegrundet, selv om man kan tage fejl).


  • Et tredje bud flytter fokus til sproget, hvor semantisk eksternalisme (at betydning delvist afhænger af kontakt med verden) gør scenariet mindre ligetil.

  1. Absolut sikkerhed


Det første bud tager skepticismen helt bogstaveligt. Hvis det at vide kun tæller, når det er ufejlbarligt, så bliver problemet enkelt.


Så længe hypotesen om hjernen i et kar ikke kan udelukkes, kan vi heller ikke have sikker erkendelse af den ydre verden.


Prisen er, at "viden" bliver et et meget snævert begreb. Meget af det, vi normalt påstår at vi ved, må vi i stedet beskrive som noget, vi har gode grunde til at mene.


Kort sagt betyder det: At "viden" bliver begrænset, så meget af det vi normalt påstår vi ved, i stedet ender som noget, vi "bare" har gode grunde til at tro.

  1. Fejlbarlig viden


Det andet bud arbejder med fallibilisme (tanken om, at man kan have viden, selv om man i princippet kan tage fejl). Her er pointen, at erkendelse ikke behøver garantier, men kræver begrundelser og evidens.


Så selv om hjernen i et kar i teorien kan beskrives som mulighed, kan vi stadig have begrundet viden i praksis, hvis vores begrundelser er stærke, sammenhængende og kan forsvares mod kritik.


Kort sagt betyder det: At "viden" ikke længere betyder "ufejlbarlighed". Den betyder noget, der kan være robust uden at være endeligt.


  1. Sprog og betydning


Det tredje bud skifter fokus til semantisk eksternalisme (tanken om, at et ord kun har mening, hvis det faktisk har været i berøring med det, det handler om). Hos Hilary Putnam handler pointen om reference (hvad vores ord rent faktisk refererer til).


Jeg kan kort og enkelt beskrive tanken således:

Hvis man altid har været en "hjerne i et kar", er det ikke sikkert, at ord som vi normalt kender såsom "hjerne" og "kar" overhovedet henviser til noget virkeligt.


For hvis vi aldrig har været kontakt med det, ordene betyder eller omhandler, bliver meningen med dem usikker. Og så er sætningen "jeg er en hjerne i et kar" ikke så ligetil at forstå, som den først kan lyde.


Kort sagt betyder det: Hvis vi aldrig har oplevet det, vi beskriver, kan vi heller ikke være sikre på, at det vi beskriver eller forstår, overhovedet er rigtigt. Det bliver mere gætterier end konkret indsigt. Det er som at beskrive en appelsin for en, der aldrig har set, rørt eller smagt en.

Notesbog og pen på laboratoriebord i sløret labmiljø, som afslutning til Hjernen i et kar.

Afslutning


Vi har nu gennemgået de mest væsentlige punkter i tankeeksperimentet om hjernen i karret, og jeg håber du synes om denne artikel.


Selv hvis vi aldrig kan give det endelige svar, viser scenariet noget vigtigt: at spørgsmål om viden starter dér, hvor det, vi ellers tager for givet, pludselig ikke længere er sikkert.


Dette var den 3 artikel i serien om filosofiske tanke eksperimenter.



Om forfatteren

Jeg hedder Mads og skriver under synonymet Iter Mentis på min blog Sindets Rejse. Her skriver jeg om filosofi, samfund og alt imellem. Din nysgerrighed er altid velkommen her.



Ofte stillede spørgsmål: Hjernen i et kar hypotesen

Hvad betyder hjernen i et kar hypotesen helt konkret?

Hypotesen siger, at dine sanseindtryk kan virke helt overbevisende, selv hvis de i princippet kunne være skabt kunstigt. Pointen er ikke at bevise, at du er i et kar, men at teste hvilke grunde der skal til, før vi kalder noget viden om en ydre verden.

Kan man stole på sanseindtryk som bevis for at verden er virkelig?

Sanseindtryk kan være stærke, men de er ikke i sig selv beviser. I tankeeksperimentet er netop presset, at indtryk kan føles sikre uden at kunne afgøre, om de kommer fra en ydre verden eller en forklaring der blot passer med det, vi forventer.

Hvad er fallibilisme i erkendelsesteori, og hvorfor betyder det noget her?

Fallibilisme betyder, at man godt kan have viden, selv om man i princippet kan tage fejl. Anvendt her bliver viden noget, der bygger på begrundelser og evidens, ikke på garantier der gør fejl umulige. Det gør viden brugbar og robust, men ikke ufejlbarlig.

Hvad menes der med ekstra kriterier for begrundelse i erkendelsesteori?

Når sanseindtryk ikke kan stå alene, bruger vi flere kriterier til at vurdere, om noget er rimeligt at tro og kalde velbegrundet. Det kan være sammenhæng med andet vi ved, forklaringsevne og testbarhed. Testbarhed betyder, at en påstand i princippet kan vise sig ikke at passe til det, der faktisk er tilfældet.

Hvad er Putnams argument om brain in a vat, kort forklaret?

Hilary Putnam kobler scenariet til reference, altså hvad vores ord faktisk peger på. I den stramme version er pointen, at hvis man altid har været i karret, kan ordene “hjerne” og “kar” mangle den normale forbindelse til virkelige ting. Så bliver udsagnet sværere at fastholde som den påstand, det umiddelbart lyder som.

Hvad er forskellen på hjernen i et kar og Descartes' onde dæmon?

René Descartes bruger en hypotese om systematisk bedrag til at teste, hvad der kan vides med sikkerhed. Hjernen i et kar gør samme type pres, men i en moderne ramme hvor sanseindtryk tænkes skabt teknisk. Forskellen ligger mest i scenens rekvisitter, ikke i problemet.

Kilder og videre læsning

Hvis du vil læse mere begreberne og de centrale argumenter bag hjernen i et kar hypotesen kan du f.eks. se disse kilder:



Hvad synes du om dette indlæg?

Jeg vil gerne løbende gøre bloggen bedre og mere meningsfuld for dig som læser. Din feedback er med til at forme fremtiden for Sindets Rejse.

Hvis du skriver en kommentar, så skriv gerne også din email nedenfor. Giver du kun stjerner, kan du være helt anonym.

Din email bruges kun i forbindelse med din kommentar.

Kommentarer


bottom of page